Vil du lære at indrette dit hjem med Feng Shui Baguakortet?

Ranvita la Cour er forfatter til to inspirerende bøger om indretningens psykologi; "ELSK DIT HJEM
fra A til Å" (2010) og "ELSK DIT SOVEVÆRELSE –AT FORANDRE DIT SOVEVÆRELSE KAN
FORANDRE DIT LIV", (2013) Begge bøger er udkommet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

tirsdag den 22. februar 2011

Fra skod til skøn


Selvom man er blevet den heldige ejerinde af et lille bitte skod-køkken er der jo ingen grund til at gøre ondt værre. Så i eftermiddag peppede jeg lige køkkenskufferne op.

Og nej, jeg har ikke brugt en uge på at vælge tapet. Det var en stump af en rulle jeg havde liggende, så der hersker ikke de store tanker (eller udgifter) bag.

Men når det nu skal være, så passer det sort/hvide mønster jo fint i mit Karriere-område, hvor de sorte farver giver en god støtte.

PS: En lille hemmelighed!
Selv om mit køkken ikke er en fryd for øjet (endnu i al fald) så er det faktisk (sjovt nok) det mest praktiske og velfungerende køkken jeg længe har haft!

1. Det er superlet at nå alting, uden at flytte fødderne mere end maksimalt 5-10 cm. Ja, centimeter!
(Før havde jeg mindst 4-5 skridt fra gasblusset til køleskabet. Hver vej. Men så var der jo også havudsigt inkluderet ...)

2. Det er lynhurtigt at rydde op – der er simpelthen kun plads til (temmeligt) begrænset rod. Og det tager den halve tid at tømme opvaskemaskinen og i det hele taget sætte ting på plads.
(Før kunne jeg være dage om at få køkkenet "nulstillet"!) (Og jo, det ved Jer, der har besøgt mig i travle perioder, alt om :-)

tirsdag den 8. februar 2011

Den røde tråd


I går, da jeg ryddede op i min pung, faldt jeg over det her stykke snor. 

Jeg havde faktisk glemt alt om den. Men der var en ganske særlig grund til, at jeg havde gemt netop denne røde snor.

Den var nemlig bundet rundt om den rugbrødssandwich jeg fik, da jeg "flytte-camperede" på Hotel Guldsmeden i København lige efter nytår.

Roomservice-rugbrødssandwichen var pakket ind i gammeldags madpapir og indbundet i rød snor – ligesom en lille gavepakke! Med sløjfe og det hele.

Det er lige præcis sådan noget, jeg elsker. 

At have øje for detaljen. 

Og sådan er det hos Guldsmeden. 
Der er en rød tråd gennem hele deres udtryk; en rød tråd, der signalerer "Vi tænker på dig" og " Vi vil give dig en oplevelse". Og det får man. Lige fra de specialdesignede morgenkåber på værelset og de keramiske krus på morgenbordet (i eget design, med guldsmede på! ) – og til rugbrødssandwichen. Det havde jo været "nok" bare at servere den, eller pakke den ind. Men den røde snor – dét er kærlighed. Det dér ekstra, som kræver at 'nogen' har tænkt sig om. Har tænkt på modtageren. Med omsorg for detaljen og kærlighed til modtageren.

Det er det, jeg kalder en "act of love". 

Efter tre dage i Guldsmedens spa med boblebad, sauna og massage –  og ikke mindst i badekarret på værelset foran himmelsengen (!) og de lækre øko-cremer på badeværelset (som man bare kunne bruge løs af) …så er dét, der gjorde mest indtryk på mig, faktisk den der lille røde snor rundt om "madpakken." (Og den har nok kostet mindre end badekarret ...)

Husker du, de røde tråde i dit liv? (og din business)
De små ting, der tilsammen udgør dit personlige fingeraftryk. Og betyder mere end man lige tror.

PS: Jeg boede på Guldsmedens Hotel Axel, i Junior Suiten, den med badekar "i stuen" (det hvide stenkar der anes bag Elvira) – og det blev flittigt brugt. Det står på en lille forhøjning af strandsten. På sildebensparketgulvet ligger ægte tæpper. (Igen; den røde tråd ...) Der er spa afdeling i kælderen og det var genialt til at heale mine ømme og trætte flyttemuskler. Og så er personalet fantastisk kompetente. Der var både krummer og kærlighed i dem alle. Sikke en personalepolitik!
Se evt. mere her: www.hotelguldsmeden.com


fredag den 4. februar 2011

Født igen



Da jeg ringede til mit lokale kirkekontor i dag, for at få en ny navneattest – og i den anledning fortalte, at jeg lige er flyttet, svarede kordegnen i røret: "Det ved jeg da godt! Jeg læser dit nyhedsbrev."

Hvor er det herligt at blive en del af et lokalmiljø:-)

Det 'pudsige' er, at jeg netop er flyttet tilbage til åstedet – ca. 700 meter fra det hus, jeg blev født i, for 42 år siden.

Og i dag fik jeg så min "nye"  dåbsattest.

Velkommen hjem.

I mere end een forstand (?)

Det fik mig til at tænke på, om vores første hjem (altså udover dét, inde i mors mave) måske har en påvirkning … på et eller andet, ubevidst, subtilt plan?

De sidste par år i Hellebæk/Hornbæk har jeg følt mig mere "hjemme" end alle mine år i København. Og mere hjemme end i alle mine barndomsår, hvor mine forældre rakkede rundt mellem Sverige, Djursland, København og Sydsjælland. 

Måske er det fordi, der er en del af mig og mine celler, der stadig "husker"? Måske, fordi jeg er ... tæt på "åstedet"?

Det fik mig til at slå op i min bog, Elsk Dit Hjem fra A til Å ,og genlæse kapitlet  "Beliggenhed". 

Og ja, det blev med et smil på læben:-)


"Du kan føle dig hjemme, langt hjemmefra - i en en helt anden del af verden, end hvor du er født, eller i en helt anden by. Eller det kan være, du skal tilbage til, hvor du kom fra for at føle dig rigtig hjemme. "

Hm ...

For mig er begge dele nok sandt. 
Jeg føler mig i hvert fald rigtig godt hjemme, der hvor jeg tilbragte mine første barneår. Og jeg er samtidig overbevist om, at jeg endnu har et "andet hjem" til gode, et sted ude i verden. Det kunne være Mallorca. Eller Hawaii. Eller Sydfrankrig. Det vil tiden vise.


Du kan høre hele kapitlet her: (det varer ca. 3 minutter)



Eller bare snuppe et par enkle linier fra bogen nu:

"At købe et hjem uden at vægte beliggenheden højt svarer til at købe et par sko to numre for små, blot fordi farven eller designet lige lokker. Uanset, hvor skøn skoen er, vil den før eller siden begynde at gnave."

og senere ...:

"En forkert beliggenhed vil gøre sjælen hjemløs og give dit hjerte hjemvé for evigt."


Og hvad med dig? Er du havnet det rigtige sted? (Lige nu ...)