Vil du lære at indrette dit hjem med Feng Shui Baguakortet?

Ranvita la Cour er forfatter til to inspirerende bøger om indretningens psykologi; "ELSK DIT HJEM
fra A til Å" (2010) og "ELSK DIT SOVEVÆRELSE –AT FORANDRE DIT SOVEVÆRELSE KAN
FORANDRE DIT LIV", (2013) Begge bøger er udkommet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

fredag den 13. december 2013

"Don't do it!" – om kunsten at skrive

"Jeg fatter ikke, hvordan du kan gøre det ..." sagde en bekendt, da hun hørte, at jeg arbejdede på en bog samtidig med operation, kemo og kommen sig.

Men for mig var det lige omvendt. Arbejdet med bogen gav mig livsgnist og mening – hvilket gav mig energi og livsappetit til at komme igennem det jeg skulle igennem. 

Selve teksten til bogen var dog skrevet færdig, før jeg blev syg (på nær det sidste kapitel). Eller, som jeg vil beskrive det; indholdet var hældt ud og fastholdt på papir.

Men de knap 200 tæt skrevne sider skulle redigeres. 

En bog er nemlig langt fra færdig, når teksten er skrevet. For derefter skal materialet "ordnes"; der skal skæres fra, flyttes rundt på afsnit, redigeres og læses korrektur et uendeligt antal gange af flere forskellige personer, og der skal (i mit tilfælde) laves billeder og det grafiske udtryk udvikles (hvilket i mit tilfælde betyder, at jeg selv er aktivt involveret og ualmindelig diktatorisk i begge processer). Og så skal der læses korrektur igen, igen. For så er der en overskrift, der er hoppet op eller faldet ned, et billede der ikke kan sidde, hvor det er tænkt, og så skal man tænke det hele om igen. Og sådan fortsætter det i een uendelighed.

Hele processen, efter bogen er skrevet, svarer næsten til at "skrive" bogen 2-3 gange til.

Så ja, det kræver meget mere end lyst og (lidt) talent. 

Det kræver, at man ikke kan lade være.

Derfor elsker jeg denne lille video med tekst af Charles Bukowski: "So, you want to be a writer?"

Den rører mig dybt ind i sjælen. Ja, det er bare sådan det er. 

Og hvis jeg skulle vælge mellem "aldrig mere at blive syg" eller "aldrig mere at skrive", så ved jeg godt, hvad jeg ville vælge. 


PS! 
Hermed ikke sagt, at skriveprocessen ikke til tider kan være udfordrende. Som forfatter må man kende sig selv og sin arbejdsform og benytte sig af forskellige tricks, når disse udfordringer dukker op. Men det er den mere tekniske og faglige side af sagen. At lære sin egen "arbejdsstil" og "metode" at kende er noget der kommer med årene og erfaringerne, og det er dybt individuelt, hvordan man arbejder bedst. Men du kan garanteret finde en masse inspiration, insider-tips – og genveje – hos skønne Pernille Nørregaard fra Bogskriveriet

Sålænge du bare aldrig glemmer Bukowski's budskab; skriv, dans og syng kun, hvis du ikke kan lade være!