Vil du lære at indrette dit hjem med Feng Shui Baguakortet?

Ranvita la Cour er forfatter til to inspirerende bøger om indretningens psykologi; "ELSK DIT HJEM
fra A til Å" (2010) og "ELSK DIT SOVEVÆRELSE –AT FORANDRE DIT SOVEVÆRELSE KAN
FORANDRE DIT LIV", (2013) Begge bøger er udkommet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

fredag den 8. marts 2013

Skønhed som medicin


Forleden dag havde jeg en tankevækkende oplevelse.

Jeg havde haft en travl dag med tre forskellige møder tre forskellige steder i nord og syd og talt med et hav af mennesker. Det var altsammen skønt og inspirerende – men helt klart også lidt mere på programmet end jeg normalt trives med. 

Og så var det det skete:

Efter det sidste, meget sene eftermiddagsmøde skulle jeg lige fange toget hjem til spisetid. Åhhh, om 10 minutter ville jeg være hjemme i mit varme hjem igen! Jeg begyndte allerede at forestille mig hvordan jeg ville krybe mig sammen i mit store vatterede silketæppe med en varm kop te. Næring. Ro. Hygge. Hjemlig tryghed. 

Og så begynder toget at køre. Den forkerte vej. 
Eller rettere; jeg havde – med fuldt overlæg – sat mig i det forkerte tog.

Jeg var gået ind i mit "gamle" tog mod Hornbæk. Automatpiloten var åbenbart aktiveret pga. træthed og jeg glemte alt om, at jeg i mellemtiden er flyttet og nu skal med toget fra den anden perron.

Nå. Så sad jeg der. Og kørte endnu længere hjemmefra.

Og så brasede alt sammen indeni. Det var bare dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Jeg havde mest lyst til at bryde fuldstændig sammen. Jeg begyndte at svede og fryse på samme tid. Følte mig svimmel – og havde bare lyst til at lægge mig ned på gulvet i toget og tude. "Voksen kvinde på 44 år, der vrælede over, at hun havde taget det forkerte tog". Kind of hilarious!

Men når man bor heroppe på landet er det ikke "bare lige" at tage toget et stop tilbage og vente på næste tog. Der er mindst en halv TIME til næste tog. Hvis man er heldig. Og det var aften. Og koldt. Og jeg var træt. Og sulten. Og ville bare hjem. Så jeg følte mig pludselig som et lille barn, der var blevet væk fra sin mor. Completely lost.

I virkeligheden var jeg heldig. Første station efter Helsingør er nemlig "Grønnehave", som stadig er "inde i byen". Thank God! Så jeg stod af og begyndte at gå gennem Helsingørs gamle gader for at komme tilbage til udgangspunktet: den store station med de mange toge i alle retninger. Inklusiv de rigtige.

Og selv om jeg var sekunder fra at bryde hulkende sammen igen på gaden – bla. fordi jeg ikke vidste om mit opererede ben kunne bære mig den lange distance – så skete der noget forunderligt.

Så snart jeg var drejet ind ad de små sidegader med de gamle historiske huse forsvandt mit fokus lige så stille fra magtesløshed, frustration, angst og overvældelse. De gamle, charmerende huse fra 1600-tallet (og før) er så eventyrlige. De minder mig om godt håndværk og en tid, hvor man tog sig tid til detaljerne. Til skønheden. Til ekstra omhu. Til at gøre sig særligt umage. Jeg fortabte mig i alle de smukke detaljer. De smalle brostensbelagte stræder var magiske i tusmørkelyset. Gaderne var tomme – alle var hjemme og spise aftensmad. Jeg gik rundt i en betagende historisk film – som om jeg for en stund var rejst til en anden by, et andet land.

Jeg havde det allerede meget bedre. 

Begyndte at snakke med mig selv og grine lidt ved tanken om, hvor dum jeg havde følt mig over, at jeg havde taget toget den forekerte vej – altså, i min alder! Og grinede over, at jeg – på toppen af det – tilmed kunne bebrejede mig selv det. For det kunne sgu da ske for enhver – uanset alder. Især når man har haft et overvældende dagsprogram og sjælen bare længes hjem.

Og længere inde i bykernen, hvor alle butiksvinduerne lyste op med deres forunderlige lokkende univers efter lukketid, stoppede jeg ved et vindue, hvor der var en overflod af smukke ting til hjemmet. Særligt en blød velourpude i en varm farve og en blomst fangede min opmærksomhed. 

Og så var det, at miraklet indtraf.

På et splitsekund var ALLE dårlige følelser transformeret.

Jeg kunne kun le. Og dårligt begribe, at jeg for mindre end 15 minuter siden havde været tæt på et nervøst sammenbrud på åben gade. 

Det var så stort, at jeg var nødt til at tage et billede med min telefon. Bare for at kunne huske det.

For i det øjeblik indså jeg noget, jeg næsten havde glemt: At skønhed er min medicin. 

Dette var simpelthen et hands-on hamrende godt eksempel på, hvor hurtigt vi kan ændre tilstand – hvis vi bruger de rigtige redskaber. De redskaber, der virker for lige præcis os. Ikke for alle andre måske, men for dig – eller mig.

Hvad er din medicin?

Hvad kan – på et splitsekund –  bringe dig tilbage i dig selv og ind i en bedre tilstand?

Det kan være rigtig godt at kende den medicin, så vi kan ty til den, når vi allermest har brug for hjælp.

En mareridtseftermiddag blev for mig – på grund af skønhedens væsen – vendt til en fin lille oplevelse. 

Jeg takker Helsingør for den skønhed byen bød mig den aften. 

Og jeg takker min sjæl for selv at vide, hvad den har brug for, og at søge henimod det og dermed bane vejen for selvhelbredelse til enhver tid.

1 kommentar:

Thorbjørg Aarrestad sagde ...

Som et apropos; her er hva jeg skrev på min blogg "Prinsessen på Erten" om betydningen av skjønnhet når man har en dårlig dag eller føler seg sliten:

http://estetisk-sans.blogspot.dk/2012/11/hvor-viktig-er-skjnnhet.html