To Ting Du Kan Lære af Dronning Margrethe, Hvis Du Er Selvstændig

1.) Gør dit skrivebord til en majestætisk oplevelse med to store, smukke lamper (i stedet for en enkelt snoldet een, der ligner noget fra en kontorbutik eller studentertiden). Det giver pondus og styrke, så ingen – især ikke dig selv – er i tvivl om, hvem der er Direktøren. Det indrammer og markerer også tydeligt din "arbejds-scene". (Især et godt valg, hvis du har hjemmekontor i stuen.) De smukke skærme bidrager med noget tekstil, hvilket ofte er i undertal på kontoret. For hvem siger kontoret skal ose af PLIGT, hvis det kan emme af NYDELSE?

 

2.) Altid en frisk buket blomster på bordet. Den behøver ikke være stor! Kan være lidt grene fra haven og et par roser fra en anden buket. Men sørg for, at den er der. Og jo – den MÅ da gerne være stor:-) Gør, hvad du kan, med det, du har. Du kan også bruge en silke/stofblomsterbuket, hvis du kender dig selv godt nok til at vide, at en uge flyver hurtigt, og du ikke får en buket på bordet hver mandag. For som Dronningen her siger: "Det perfekte er ikke altid så vigtigt". Dit kontor skal ikke være perfekt (Gaaab!) – men det må meget gerne være SMUKT!

God Arbejdslyst. Også til søens folk ....

En crash landing ...

Et fly kan lande på to måder:

Let og elegant, hvor hjulene rammer jorden som et perfekt kys. Eller meget hårdt og 'bumbende' (hvor man næsten kan høre hjulene kradse afsalten op i landingsbanen)

Sådan landede jeg her i mit nye hjem. 

En crash landing, kunne man kalde det. 

Ja, jeg ville ned på jorden. Og dét kom jeg så.

Den første tid var præget af daglige udfordringer. 

Så viste det sig at kloakken var ulovlig. Så var vandrørene sprunget. Så gik vaskmaskinen i stykker. Så var der fugt (og lugt!) problemer i et af værelserne. Så gav brændeovnen sviende øjne og ondt i halsen …

Til sidst spekulerede jeg på, om der mon ville dukke et lig op, hvis jeg begyndte at grave forårsløg ned i haven …

Det hele var så kaotisk og ubekvemt, at vi i perioder måtte søge husly hos venner og familie. For at trække vejret. Og lade op til næste hold af udfordringer.

MEN. 

Lad det være skåret i granit: Jeg fulgte mit hjerte (som du kunne læse i mit januar-nyhedsbrev) Sagde farvel til den guddommelige havudsigt på strandvejen for at få mere jordforbindelse og mere "simple living" (ja, tak det skal jeg love for)  Og trods startvanskelighederne (eller landingsforholdene, skulle jeg måske sige ...) fortryder jeg ikke et sekund.

Jeg har lært så meget, at jeg næste gang ikke bare lander bedre - men formentlig også undgår et styrt.

Pointen?

Selv om du følger dit hjerte (og tager et kæmpe spring) er det ikke sikkert du bliver kæmpe-meget-mere-lykkelig. Lige med det samme.

Men det er heller ikke så vigtigt. 

For det er stadig et skridt i den rigtige retning. Også selv om det måske ikke var det helt rigtige spring. Og det er værd at huske. 

Især når hjulene kradser på landingsbanen. Eller røgen stadig oser lidt i næsen …

Det kræver mod at lette fra jorden, og kaste sig ud i noget nyt.  Og nogen gange lander man lidt hårdt. Men hellerere det end at sidde i transithallen og vente. Og slumre. Og løse krydsord. Og vente på den perfekte landing. 

At Vælge Kærligheden

I dag anbragte jeg det her foto i mit Kærlighedsområde.

Efter en intens flytte-kaos-tid, hvor dialogerne mest har kørt på "Ved du, hvor er dåseåbneren/gryden/barbermaskinen/skocremen er?"(lettere irriteret) og  "Og gider du ikke snart køre på affaldsstationen med de der 30 sorte sække?" (meget irriteret) gik det op for mig, hvor absurd det er, at den man elsker allermest nogen gange er den, man opfører sig mindst elskeligt overfor.
(Jeg er sikker på, at vaskemaskine-manden, blikkenslageren og kloakmesteren, som alle har været forbi her i januar og februar har fået flere smil på een dag, end min kæreste har fået den sidste måned.)

Derfor skal det her billede nu minde mig om, at jeg hvert øjeblik kan vælge. Mellem kærligheden til min kæreste – eller krigen.

Yoko & Lennon er nogle af mine forbilleder -– på mange forskellige måder, men især i forhold til kærlighed.

Hvordan står det til i dit Kærlighedsområde?

Er der måske – bare en lille bitte ting – du kan gøre, som kan løfte energierne?

Fra skod til skøn

Selvom man er blevet den heldige ejerinde af et lille bitte skod-køkken er der jo ingen grund til at gøre ondt værre. Så i eftermiddag peppede jeg lige køkkenskufferne op.

Og nej, jeg har ikke brugt en uge på at vælge tapet. Det var en stump af en rulle jeg havde liggende, så der hersker ikke de store tanker (eller udgifter) bag.

Men når det nu skal være, så passer det sort/hvide mønster jo fint i mit Karriere-område, hvor de sorte farver giver en god støtte.

PS: En lille hemmelighed!
Selv om mit køkken ikke er en fryd for øjet (endnu i al fald) så er det faktisk (sjovt nok) det mest praktiske og velfungerende køkken jeg længe har haft!

1. Det er superlet at nå alting, uden at flytte fødderne mere end maksimalt 5-10 cm. Ja, centimeter!
(Før havde jeg mindst 4-5 skridt fra gasblusset til køleskabet. Hver vej. Men så var der jo også havudsigt inkluderet ...)

2. Det er lynhurtigt at rydde op – der er simpelthen kun plads til (temmeligt) begrænset rod. Og det tager den halve tid at tømme opvaskemaskinen og i det hele taget sætte ting på plads.
(Før kunne jeg være dage om at få køkkenet "nulstillet"!) (Og jo, det ved Jer, der har besøgt mig i travle perioder, alt om :-)

Den røde tråd

I går, da jeg ryddede op i min pung, faldt jeg over det her stykke snor. 

Jeg havde faktisk glemt alt om den. Men der var en ganske særlig grund til, at jeg havde gemt netop denne røde snor.

Den var nemlig bundet rundt om den rugbrødssandwich jeg fik, da jeg "flytte-camperede" på Hotel Guldsmeden i København lige efter nytår.

Roomservice-rugbrødssandwichen var pakket ind i gammeldags madpapir og indbundet i rød snor – ligesom en lille gavepakke! Med sløjfe og det hele.

Det er lige præcis sådan noget, jeg elsker. 

At have øje for detaljen. 

Og sådan er det hos Guldsmeden. 

Der er en rød tråd gennem hele deres udtryk; en rød tråd, der signalerer "Vi tænker på dig" og " Vi vil give dig en oplevelse". Og det får man. Lige fra de specialdesignede morgenkåber på værelset og de keramiske krus på morgenbordet (i eget design, med guldsmede på! ) – og til rugbrødssandwichen. Det havde jo været "nok" bare at servere den, eller pakke den ind. Men den røde snor – dét er kærlighed. Det dér ekstra, som kræver at 'nogen' har tænkt sig om. Har tænkt på modtageren. Med omsorg for detaljen og kærlighed til modtageren.

Det er det, jeg kalder en "act of love". 

Efter tre dage i Guldsmedens spa med boblebad, sauna og massage –  og ikke mindst i badekarret på værelset foran himmelsengen (!) og de lækre øko-cremer på badeværelset (som man bare kunne bruge løs af) …så er dét, der gjorde mest indtryk på mig, faktisk den der lille røde snor rundt om "madpakken." (Og den har nok kostet mindre end badekarret ...)

Husker du, de røde tråde i dit liv? (og din business)

De små ting, der tilsammen udgør dit personlige fingeraftryk. Og betyder mere end man lige tror.

PS: Jeg boede på Guldsmedens Hotel Axel, i Junior Suiten, den med badekar "i stuen" (det hvide stenkar der anes bag Elvira) – og det blev flittigt brugt. Det står på en lille forhøjning af strandsten. På sildebensparketgulvet ligger ægte tæpper. (Igen; den røde tråd ...) Der er spa afdeling i kælderen og det var genialt til at heale mine ømme og trætte flyttemuskler. Og så er personalet fantastisk kompetente. Der var både krummer og kærlighed i dem alle. Sikke en personalepolitik!

Se evt. mere her: www.hotelguldsmeden.com

Født igen

Da jeg ringede til mit lokale kirkekontor i dag, for at få en ny navneattest – og i den anledning fortalte, at jeg lige er flyttet, svarede kordegnen i røret: "Det ved jeg da godt! Jeg læser dit nyhedsbrev."

Hvor er det herligt at blive en del af et lokalmiljø:-)

Det 'pudsige' er, at jeg netop er flyttet tilbage til åstedet – ca. 700 meter fra det hus, jeg blev født i, for 42 år siden.

Og i dag fik jeg så min "nye"  dåbsattest.

Velkommen hjem.

I mere end een forstand (?)

Det fik mig til at tænke på, om vores første hjem (altså udover dét, inde i mors mave) måske har en påvirkning … på et eller andet, ubevidst, subtilt plan?

De sidste par år i Hellebæk/Hornbæk har jeg følt mig mere "hjemme" end alle mine år i København. Og mere hjemme end i alle mine barndomsår, hvor mine forældre rakkede rundt mellem Sverige, Djursland, København og Sydsjælland. 

Måske er det fordi, der er en del af mig og mine celler, der stadig "husker"? Måske, fordi jeg er ... tæt på "åstedet"?

Det fik mig til at slå op i min bog, Elsk Dit Hjem fra A til Å ,og genlæse kapitlet  "Beliggenhed". 

Og ja, det blev med et smil på læben:-)

"Du kan føle dig hjemme, langt hjemmefra - i en en helt anden del af verden, end hvor du er født, eller i en helt anden by. Eller det kan være, du skal tilbage til, hvor du kom fra for at føle dig rigtig hjemme. "

Hm ...

For mig er begge dele nok sandt. 

Jeg føler mig i hvert fald rigtig godt hjemme, der hvor jeg tilbragte mine første barneår. Og jeg er samtidig overbevist om, at jeg endnu har et "andet hjem" til gode, et sted ude i verden. Det kunne være Mallorca. Eller Hawaii. Eller Sydfrankrig. Det vil tiden vise.

Du kan høre hele kapitlet her: (det varer ca. 3 minutter)

Eller bare snuppe et par enkle linier fra bogen nu:

"At købe et hjem uden at vægte beliggenheden højt svarer til at købe et par sko to numre for små, blot fordi farven eller designet lige lokker. Uanset, hvor skøn skoen er, vil den før eller siden begynde at gnave."

og senere ...:

"En forkert beliggenhed vil gøre sjælen hjemløs og give dit hjerte hjemvé for evigt."


Og hvad med dig? Er du havnet det rigtige sted? (Lige nu ...)

Posten skal jo (stadig) frem

Selv om mit hjem er pakket ned i et 2-cifret antal flyttekasser, skal posten jo stadig ud. Bogen skal skrives færdig, nyhedsbreve sendes ud og kurser foreberedes.

Så nu sidder jeg her i stuen ... flankeret af 30-40 flyttekasser.

Aldrig har mit "nye" skrivebord (kreeret til anledningen, tju hej) været så tomt!

Det er egentlig helt befriende at arbejde uden alle de "ting" omkring sig.
(Øh ...hvis man lige ser bort fra bjerget af flyttekasser...)

Kun det mest nødtørftige er pakket ud; computer, regnskabsmapper – og mine Buddhaer. (Beklager, at den smukke ordkidé ved siden af lanternen ikke kom med på billedet)

Jeg nyder det, selv om det er lidt nøgent. Det føles virkelig som at "starte på en frisk".

Nu behøver man jo ikke ligefrem flytte hele sin residens, for at opnå samme følelse.

Men du kan lade som om.
Rydde hele dit skrivebord. Tømme reolerne i flyttekasser. Og så begynde forfra.

Vi er nemlig meget mere "kræsne" med, hvad vi gider have stående, når vi skal sætte tingene IND i reolerne, end når vi forsøger at luge ud i det, som allerede fylder dem.

Det er lettere at vælge til - end fra.
Når vi vælger til, føler vi at vi får noget. Når vi skal vælge fra, føler vi at vi mister noget.

I disse dage er det en fryd at vælge til. Og sortere fra.