Vil du lære at indrette dit hjem med Feng Shui Baguakortet?

Ranvita la Cour er forfatter til to inspirerende bøger om indretningens psykologi; "ELSK DIT HJEM
fra A til Å" (2010) og "ELSK DIT SOVEVÆRELSE –AT FORANDRE DIT SOVEVÆRELSE KAN
FORANDRE DIT LIV", (2013) Begge bøger er udkommet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

fredag den 24. januar 2014

Tre ting, jeg altid gør, før jeg maler en farvet væg


1: Jeg maler kun en enkelt eller 2 vægge
Jeg maler aldrig alle fire vægge i samme farve. (Medmindre det er hvid, selvfølgelig).
En enkelt væg eller en hjørne-vinkel (to vægge, der støder sammen) giver som regel den mest harmoniske og spændende effekt i rummet. 

Husk, at farver er ligesom snaps; det er stærke sager, og selv små doser har stor effekt (ligesom snapsen ved julebordet). 

Hvis du maler alle fire vægge i samme farve kan rummet komme til at føles som "en kasse", en lettere omklamrende boks. Kun at male en eller to af de fire vægge åbner rummet op. Det er også de færreste, der kan klare den farvepåvirkning det giver at have alle fire vægge "vibrerende" (med mindre det er helt støvede/lyse farver). Dette er min mening, om farvede vægge. Du må gerne være uenig. 


2: Jeg laver altid farveprøver på væggen
Spar dig selv ærgelsen over at have malet en hel væg færdig … og hade resultatet. Eller bare blive skuffet – og slet ikke få den effekt, du havde ønsket. 


Sådan ser det ud, når jeg plasker væggen til med prøver!
Hold dig ikke tilbage; væggen SKAL jo alligevel males!
Køb farveprøver (de koster ca. 49,- kr. hos farvehandleren) og mal et felt på væggen (min. en halv x halv meter eller 1 x 1 meter). Se, hvordan farven opfører sig, når den tørrer op, samt i det lys, der er på den væg, i netop det rum. 

Jeg kører typisk mindst 2 og nogle gange 3-4 farveprøver, før jeg når derhen, hvor farvekoden rent faktisk matcher den farve, jeg "havde i hovedet." Derfor elsker jeg også hvide vægge. At finde den helt rigtige farve, jeg reelt kan holde ud,  er – for mig – et hulens arbejde. (Og selv om du ser en farvekode i et blad så husk, at mange fotos til magasinerne har været igennem Photoshop, og at farven derfor kan fremstå helt anderledes på tryk, end den egentlig er i rummet og i virkeligheden.) 

2: Jeg bruger altid "tape-tricket"
Du får det smukkeste og mest elegante resultat, hvis du laver en "hvid margen" mellem loft, gulvpaneler og dørkarme. Tricket er at sætte malertape langs lofter og paneler, male henover med hvid maling (eller den farve væggen originalt  har) og når det er tørt, så maler du væggen med den farvede maling (lidt henover tapen) og river derefter malertapen af (gerne med det samme, efter endt maling)– og vupti, har du de fineste lige afgrænsninger. 
Maler-tape-tricket giver et mere tjekket og elegant resultat
Dette trick "løfter" de farvede vægge, så de ikke fremstår så massive eller tunge, men mere som en elegant farveeffekt i rummet. Prøv det; og du vil straks se og mærke forskellen, og aldrig have det anderledes. (NB: På billedet er panelet ikke malet endnu!)


3: Jeg vælger maling og maleteknik med omhu

Personligt er jeg helt vild med Lady Jotuns helt matte maling; "Lady Pure Color/Silkemat/Supermat", den giver en utrolig smuk overflade. Koster en lille smule mere, men ikke væsentligt, og det giver bare sådan en lækker stoflighed i rummet, at der overhovedet ikke er nogen glans i malingen. (Almindelig vægmaling har typisk glans 10). Og inspireret af Abigail Ahern valgte jeg for nylig at male væggene med pensel, i stedet for rulle. Giver en smukkere overflade, når man bruger farver. Og det er til at overskue, hvis det ikke er en kæmpe væg. Prøv det! 




Bonus-afsløring …
Jeg elsker hvide vægge, fordi sådan trives mit nervesystem bare bedst. Derfor bruger jeg kun sjældent farvede vægge og kun i helt specifikke sammenhænge. Jeg synes Abigal Ahern er vildt inspirerende (hun malede hele sit hus koksgråt/blåt for nogle år siden; alle vægge, karme, vinduer, radiatorer i samme dybe, mørke farve. Meget radikalt. Jeg er vild med det! Men kunne ikke selv bo i det. M.a.o. kend dig selv, dit temperament (og dit nervesystem),  før du kaster dig ud i farvepaletten! Det, som ser fedt ud hos andre, kan du måske ikke selv leve med i længden. Og husk, at din lyst til bestemte farver ændrer sig hele tiden! Lyt til "din sult" – og vid, at væggen måske skal have en helt anden farve om 2-3-4 år. Forhåbentlig, vil jeg næsten sige.

God fornøjelse;-)

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg er vild med Annie Sloan maling, den har en flot mat overflade, og man kan gnide voks henover for at hærde den.

Det bedste er, at man ikke behøver at slibe osv. først, og den kan bruges på alt muligt :)

KH
Helle S

Anonym sagde ...

Prøv se www.levendefarver.dk
Lækker økologisk ler maling, silkemat, vidunderlig luftrensende effekt, vildt smukke farver...jeg kunne blive ved.
Varmeste hilsner Anne