Vil du lære at indrette dit hjem med Feng Shui Baguakortet?

Ranvita la Cour er forfatter til to inspirerende bøger om indretningens psykologi; "ELSK DIT HJEM
fra A til Å" (2010) og "ELSK DIT SOVEVÆRELSE –AT FORANDRE DIT SOVEVÆRELSE KAN
FORANDRE DIT LIV", (2013) Begge bøger er udkommet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

torsdag den 6. december 2012

*JULEKALENDER* Humor er vigtigt i din indretning

"Gud har god humoristisk sans. Hvis du ikke tror mig, så se dig i spejlet!"

Dette er et af mine yndlingscitater fra Neale Donald Walsch (ham der taler med Gud-bøgerne) og citatet indleder kapitlet "HUMOR" i min bog "Elsk dit Hjem fra A til Å".

Humor er vigtigt i vores hjem – ellers bliver boligindretning alt for seriøst og "ender med at gå op i piberøg og PH", som jeg skriver/siger i kapitlet.

Og ih, hvor blev det pænt og nydeligt og korrekt – eller tjekket. 
Men hvor fa'en blev gnisten af?

Julen er jo en genial tid til at "løse lidt op" – og lukke mærkelige ting ind i vores hjem. Som nisser f.eks. Måske endda en havenisse. Brugsen har dem stående i lange rækker og jeg er lige ved at komme til at købe een, selv om den overhovedet ikke vil passe ind ind i min have. Alligevel frister den. For den får mig til at smile. 

"Et smil kan få dig og dit hjem til at mødes," skriver jeg også i kapitlet om humor i indretningen. Og det er så sandt. For når vi smiler, slapper vi af. Og når vi slapper af, er vi os selv. Og det er de to ting, vi skal i et hjem: slappe af og være os selv. 

Lyt med her  – og undersøg hvor mange humoristiske indslag dit hjem har (?)

Tip!
Du behøver ikke lægge hovedet i blød i 8 dage for at lukke humor ind i dit hjem. Twist noget, du allerede har. 

Jeg giver f.eks. kongelige figurer balletskørter eller små nytårshatte på. Eller du kan tillade en trold på skrivebordet, som vist på billedet herunder, der også er i bogen. Vi tog det foto tilbage i 2005, så sidenhen scorede min datter trolden med det lækre, orange hår ...

I dag troner to porcelænshunde på mit skrivebord (du ved, de der hundefigurer som sømandskoner havde stående i vinduet og som signalerede om "manden er hjemme ... eller ude") Mine 'skønne' hunde kan muligvis berretige en skilsmissebegæring fra den anden halvdel af husstanden, hvis det ikke lige var fordi, de står på mit skrivebord ... men jeg elsker dem og hver gang jeg nærmer mig mit skrivebord er det med et grin i maven. En god start på enhver arbejdsopgave! 

Foto©Rishi/Happyliving.dk /RanvitaHome/Nybrogade 2005
Foto©Rishi/Happyliving.dk /RanvitaHome/Hellebæk 2009

onsdag den 5. december 2012

*JULEKALENDER* Vidste du, at dit hjem er et spirituelt sted?

"Dit hjem er et helligt sted. Det lyder stort, og det er det også."

– sådan slutter kapitlet "Spiritualitet" i ELSK DIT HJEM-bogen. 

Og hvorfor så et kapitel om spiritualitet  – i en indretningsbog?

Fordi, det er vigtigt at huske, at oprindeligt var hjemmet et åndeligt sted. Oprindeligt var hus-alteret ikke et tv-apperat, men et lille helligt sted med personlige symboler og levende lys.

Før kirkerne blev bygget var hjemmet mødested for "de store åndelige øjeblikke i livet" såsom fødsel og død – og andre mærkedage gennem livet. Så overtog kirkerne den rolle – troligt hver søndag som et anker for vores åndelige forbindelse til det guddommelige og som arnested for vores ritualer. Men med tiden holdt vi op med at mødes i kirkerne. Og hvor blev rummet for vores åndelighed så af? 

Vi er med andre ord tilbage ved udgangspunktet fra før kirkernes opfindelse. Dit hjem er det helligste sted. Det er her, du kan udfolde din spirituelle forbindelse og mødes med det, der er større end dig og det der ikke lige kan ses og høres. 

Men har du skabt et helligt sted?

Eller, som jeg spørger her i audio-kapitlet; Ville en engel trives i dit hjem? Eller ville den fordufte til andre og bedre himmelstrøg? Og hvad skulle der til for at engle ville trives i dit hjem?

Jeg interesserer mig egentlig ikke synderligt for boligindretning i traditionel forstand. Mit hjem kommer aldrig i Bo Bedre. Men jeg dybt fascineret af de faktorer (og teknikker), der skaber og udgør et "hjem". Og jeg er dybt passioneret omkring at skabe himmelske tilstande i ethvert rum på jorden. At skabe steder, hvor sjælen genkender sig selv og engle ville elske at være.

Lyt til kapitlet her:


Billedet i bogen er fra mit daværende hjem i Hellebæk. Hvis jeg har en ledig karm bliver den straks inddraget til små impulsive altre. En blomst, et lys, et par personlige ejendele og noget der minder mig om det åndelige; en buddha, en jesus, eller som her en Maria. På billedet ses en lille indisk bog med håndmalet Buddha på forsiden, en sten fra stranden, en gren, en krokus (det var vinter, da billedet blev taget). Ikke noget særligt. Men et af mange små steder, der dagligt minder mig om det, der er så stort, at det slet ikke kan beskrives med ord ...

Tip! 
Skab spirituel stemning med blomsterkæder. Her har jeg syet krokus-blomsterne på snor med nål og sytråd. Chrysantinum er skønne at lave blomsterkæder af – men brug hvad du kan få fat i! Hæng blomsterkæden omkring et spejl, et dørhåndtag eller på din Buddha og du har skabt instant sacred stemning.


Foto©Rishi&Ranvita/Happyliving.dk

tirsdag den 4. december 2012

* JULEKALENDER * Har Gud god stil ...

Stil.

Egentlig bryder jeg mig ikke spor om det ord.

Især bryder jeg mig ikke om udtrykkene "god stil" og "dårlig stil". 

For i min verden er der kun een stil. Eller 6 milliarder stile. Nemlig din stil. Og den er hverken god eller dårlig. Den er bare din.

Find hoved og hale på stil – især din egen – i dagens kapitel fra min bog "Elsk Dit hjem - fra A til Å". 

S for "Stil", side 173.  




Til at illustrere kapitlet fik jeg lov at fotografere designer Rikke Mai's daveærende stue. Her var der både plads til minimalistisk loungesofa i stilig grå og moderne kunst på væggene side om side med guld-dekoreret rokokosofa og korsstingsbroderede puder. 

Du behøver ikke at kunne lide stilen. 
Men måske den kan inspirere dig til at komme i kontakt med din egen :-)

"STIL"
"Gud lavede både giraffen, elefanten og katten. Han har ikke nogen bestemt stil. Han prøver bare forskellige ting. Citatet stammer fra ...


mandag den 3. december 2012

* JULEKALENDER * Et hjem er ikke noget man får ...

I dag bliver det kort. Kort, men vigtigt.

På den anden side passer det godt til en mandag. Sådan en dag, hvor vi tager arbejdshandskerne på.

Det er iøvrigt også ordene, der starter hele bogen.

Hvis du ikke er helt tilfreds med dit hjem eller din nuværende boligsituation, så lyt med her. Til bogens første (meget korte) kapitel. 

"ANSVAR"
"Når du hjælper dit hjem, så hjælper det også dig. Dit hjem er som et lille barn, der har brug for ...."



Lyt til resten af kapitlet her – det tager under 1 minut.




I bogen ledsages kapitlet af dette foto, som er taget i vores daværende villalejlighed i Hellebæk. 

Jeg valgte dette motiv fordi "Love" er nøglen til at tage ansvar. Det kræver nemlig en stor portion selvkærlighed at tage ansvar for vores eget liv – og bolig.

De personlige fotos og udklip som jeg havde omkranset vores "love-billede" med illustrerer også, at det er os selv, den unikke person vi er, som må tage ansvar ved at "fylde" sine rum og sit hjem med "sig". Når vi begynder at "fylde" i vores eget liv – kræver det også et større ansvar af os. Det går hånd i hånd. At tage plads – at finde hjem – og at tage ansvar. 

Tip! Find en masse billeder og udklip som fortæller noget om dit unikke liv og viser ting/former/farver, som du bare kanon-elsker. Hæft dem rundt om et spejl eller et større billede i ramme – og du har skabt en helt personligt "energi-giver" i dit hjem.

Foto©Rishi/Ranvita/HappyLiving.dk

søndag den 2. december 2012

*JULEKALENDER* Har du (heller ikke) tid til at julepynte?

I denne tid, hvor vi alle har travlt med fire forskellige julemarkeder på en weekend, julefrokoster-og fester og diverse familie eller skole-glögg-arrangementer er det let af føle, at vi ikke har tid nok til alt det vi gerne vil. Det er som om vi hurtigt bliver bagud med det hele – eller i al fald det halve. 

Dagens kapitel udfordrer os dog; hvad er det vi egentlig bruger vores tid på? Og måske kan vi godt nå alt det vi gerne vil nå – hvis vi ændrer vores vaner eller prioriterer anderledes eller måske ligefrem planlægger vores tid mere bevidst. Som om det rent faktisk var en kostbar størrelse – hvad det jo faktisk er ...

En gang havde jeg den stategi, når jeg skulle til København og holde foredrag, at jeg pakkede sammen i timerne inden vi skulle afsted (2-3 små kufferter med ting til shoppen, pynteting, musik, blomster, skiftetøj, osv). Det endte altid med at blive lidt småstresset, fordi lige når jeg skulle til at fokusere på pakningen, så var datteren sulten eller telefonen ringede og der skulle ikke meget til, før jeg pludselig var meget bagud med pakningen – og derfor løb stresset ud af døren i sidste øjebelik. 

Jeg troede bare, det var "sådan det er", når man skulle holde foredrag og ud af døren. Indtil en god veninde foreslog en anden stategi: Hvorfor pakker du ikke det hele dagen før?, spurgte hun let undrende (i hendes hoved lød det virkelig som en mærkværdig strategi at pakke umiddelbart før afgang).

Revolutionerende tanke! 

Det lød tosset, absurd og umuligt i mine ører. For så skulle kufferterne stå der i gangen og fylde i 24-48 timer? (ja, og hvad så?) ... og hvad hvis nu jeg fik lyst til at improvisere ifht. hvad jeg ville medbringe, jeg kan da ikke helt nøjagtig vide hvad jeg skal bruge 1-2 dage før jeg skal bruge det? (jo, man kan – og improviser da endelig i sidste øjebelik, men nyd at de første tre kufferter er pakket!) 

Jeg var så vant til at tilrettelægge min tid på en helt bestemt måde, at det føltes som at gå i en anden kvindes sko og trusser blot at tænke på at pakke mine nelikker i god tid, ligesom min veninde ville have gjort det.

Da jeg gerne ville gøre en ende på stressen tog jeg dog opgaven på mig og fulgte hendes foreslag. Tog hendes strategi på mig som et eksperiment. Og det var dælme en underlig følelse de første par gange. Alene, fordi det var uvant. But guess what ... det fjernede min stress. Og det endte med at blive helt hyggeligt. At pakke i god tid. Og princippet har jeg med stor succes brugt på mange andre områder i mit liv. Momsregnskabet for eksempel ... På andre områder improviserer jeg stadig bedst i sidste øjeblik:-)

Hvis du har svært ved at finde tid til at julepynte hjemmet eller give det en daglig dosis kærlighed (eller altid er bagud med momsregnskabet) så lyt med til bogens kapitel om "Tid". 

Hvis du altså har tid ...



TID

"Nogle gange tager det kun syv et halvt sekund at skabe bedre energi i sit liv. Det ved jeg, fordi jeg en dag gjorde forsøget. Jeg tændte stopuret på min mobiltelefon og tog tid på, hvor længe jeg var om at ....

(Hør resten af kapitlet her – varighed 6 min.)


lørdag den 1. december 2012

LOVE YOUR HOME *JULEKALENDER* Hvad er frihed i dit hjem for dig?

Hver dag i december får du en bid inspiration fra min bog "Elsk dit hjem".

Jeg har valgt at lægge ud med kapitlet "FRIHED", fordi jeg mener, det er den allervigtigste kvalitet at have i dit hjem. Frihed til at være, den du er, og gøre det, du har lyst til. 

Hvis du endelig har fået dit drømmemøbel, men dårligt tør bruge det, fordi du er bange for det bliver slidt, plettet eller ødelagt, så har du fået en TING til dig hjem – men du har ikke nødvendigvis fået et hjem. For et hjem må være et sted, hvor livet lives og hvor rammerne bruges. Det fine bord vil sandsynligvis få sine ridser og skrammer (og børnenes tuschstreger) – tæppet vil få sine pletter –  og hvad så? Du kan ikke tage det med dig i graven. Så NYD i det mindste livet der udfolder sig omkring det bord (eller i den sofa eller på det fine tæppe ...) 

Husk også, at indretning ofte er kulturelt betinget. Vi gør som "man" gør i vores land, kultur eller omgangskreds. Folk der selv bygger deres hus ender ofte op med en forudsigelig planløsning med f. eks. en lille entré. Men hvem siger det behøver være sådan? Hvis du selv kunne bygge dit eget hus ville du så virkelig vælge en lille aflang entré med en masse døre – eller gør du det bare fordi, sådan plejer et hus at se ud?

Kapitlet her opfordrer dig til at reflektere over, om du lader dig styre af den generelle konsensus – eller af dine egne oprigtige behov.

"FRIHED"

"Dit hjem er det eneste sted i verden, hvor du kan være 100 % dig selv. Prutte, savle, tude, skrige, grine, græde, spise, smaske, slå på tromme og danse nøgen rundt i stuen og udtrykke dine passioner. Med andre ord; et af de få steder i livet, hvor du virkelig har lov til – og skal ..... "

Lyt til resten af kapitlet her:



I bogen har jeg valgt at illustrere kapitlet med et billede fra skønne Eleonoras lejlighed på Sicilien, fordi det så fint viser et hjem, hvori der lever en fri sjæl. Hos Eleonora skriver man digte på væggene og der er personlige fotos, kærestebreve og hjemmesyede kreationer alle vegne. 

Jeg stødte på Eleonora en dag jeg var ude og gå i de små gamle stræder i Siracusa. Hun sad og passede sin lille butik med ting og sager hun selv kreerede. Jeg spottede straks en skøn og kreativ kunstner og fik lov at fotografere hendes hjem; en meget, meget lille lejlighed med havudsigt, som hun delte med sin kæreste (de var for nylig blevet gift og var stadig meget forelskede.) To unge, fattige bohemer der levede på en sten – men havde masser af livskvalitet, fordi de nød livet og hinanden (og god vin og olivenolie)

fredag den 16. november 2012

How to Tell If You're on the Right Path in Life?

Har du nogen sinde været i tvivl om, hvorvidt du er "på rette vej"? Om din nye kæreste nu også var den rigtige for dig, eller om dine aktuelle jobopgaver egentlig var de rette at kaste sig over?

"Du ved, om du er på rette vej, når du er i en situation, hvor du ikke behøver at  forråde dig selv," siger en af mine største guruer, Caroline Myss.


Jeg elsker hende, fordi hun er stjerne-begavet, klar i spyttet og ret ligeglad med, hvad vi andre synes om hende. 


Hvis du har hørt hende rådgive på www.hayhouseradio.com ved du, hvad jeg taler om. Hun går ikke af vejen for at råbe af folk (!) hvis de fedter rundt i dårlige undskyldninger for sig selv. Eller direkte at sige (well ... yell!)  "GET OUT OF THAT RELATIONSHIP!!! DO. YOU. HEAR. ME!??????" (Hvilket man på coach-og psykolog-skoler lærer man aldrig må; Klienten skal altid selv finde sine svar). 
Men Caroline er helt sin egen.


Jeg må tilstå, at jeg flere gange i løbet af mit liv er faldet i fælden og har forrådt mig selv. For eksempel, da vi flyttede sidste gang – lige før nytår. Vi skulle akut ud af et hus med skimmelsvamp og kunne bare ikke finde "det helt rigtige sted". Så jeg hoppede ud i noget, jeg normalt aldrig ville hoppe ud i, og valgte at tage det som "en faglig udfordring". Jeg ville teste, hvor vigtigt det der med de ydre rammer egentlig er. Buddha ville jo sige, at harmoni, fred og glæde er indeni. 
Og i det mindste var udsigten god. Så langt, så godt.

Men nu har jeg lært to ting; 

1) Jeg er ikke og bliver aldrig en Buddha.


2) Min sjæl er vejen til min indre Buddha, og hvis jeg forråder den ved f.eks. at være i omgivelser, der ikke vibrerer med samme frekvens som min sjæl – ja, så føler sjælen sig ikke set, genkendt og næret. Den kan godt overleve. Bevares. Men ikke trives.


I dette tilfælde måtte jeg altså forråde mig selv – for at finde hjem til mig selv.


Nu har Carolines sætning prentet sig solidt ind i mit sind, så hver gang jeg putter noget i min mund, vælger ny bolig eller jobopgaver – spørger jeg mig selv "Forråder jeg mig selv ved dette valg ...?" 

Som regel kan jeg straks mærke om mit valg er helhjertet eller "lunkent". 

Jeg vil varmt anbefale dig at se denne korte video på under 5 minutter med Caroline Myss interviewet af Oprah. Måske får du også et brugbart værktøj, som kan hjælpe dig til at mærke efter om du tager de rigtige valg.