Lider du også af "æstetiker-syndromet"?

Du kender garanteret een. Eller også, er du det selv. Æstetiker. Og når jeg siger lider, så mener jeg det. Det kan nemlig til tider føles som en lidelse. En lidelse, som man kan føle sig meget "alene med". Du ved, du er æstetiker, hvis du ... ... kan bruge måneder på at finde den rette sæbeskål. … mere end een gang i dit liv har købt et produkt udelukkende, fordi indpakningen var pæn, og ikke kun fordi du havde stærkt brug for ‘indholdet’. … føler dig utilpas eller bliver lettere trist, når du befinder dig i grimme omgivelser. … aldrig lægger maden helt tilfældigt op på en tallerken, men altid forsøger at få helhedsindtrykket til at tage sig bedst ud - også selv om det kun er fem pastaskruer og tre agurkeskiver. … når du ikke er ligeglad med hvilken kop du drikker af, men har din private yndlingskop, ja, måske også en yndlingsgaffel, du spiser bedst med. … kan blive forundret, måske endda indigneret, over offentlige bygningers ‘grimhed’ og mangel på charme. …har svært ved at finde en el-kedel du kan udholde synet af (en opgave designerne endnu ikke har løst; hint, hint :-) Apropos sidstnævnte, så har jeg netop indstillet jagten på at finde en ny (smuk) el-kedel til mit hjem. Efter vi havde kogt vand i en gryde i 2 måneder, kom Helten i huset pludselig en dag hjem med ...en ny el-kedel. (selv om jeg naturligvis stadig var i gang med at "finde" een!) Den gamle var brændt sammen og Hurra for det. Jeg savner ham ikke. (Det var i øvrigt også een Helten bragte ind i vores familie, en dag for 2 år siden, hvor den daværende elkedel brændte sammen en halv time før, vi fik 20 gæster til te og kaffe. Behøver jeg nævne, at Helten ikke overvejede den nye el-kedels skønheds-grad, men blot - heroisk - gjorde sit bedste for at redde te-selskabet? Og det gjorde han. Og jeg måtte leve med Mister-not-so-nice-guy i over 2 år - indtil den (også) brændte sammen. Først var jeg lettet - endelig slap vi af med dyret - men derefter begyndte en opslidende research hos samtlige isenkræmmere i Nordsjælland. Den jagt endte så her forleden, hvor Helten - endnu engang - tog den store beslutning for mig, og importerede en ny een af slagsen ind i vort liv. Lige da han kom hjem med den, var jeg ved at dø. (Jeg ved, det lyder overdrevet, men det er sådan, man har det. Jeg sagde jo, det var en sygdom!) I dag lever vi i "fredelig sameksistens". Måske har jeg bare vænnet mig til synet. Måske var det en smule forsonende, at den havde en sjov neon-orange dut på toppen (hvis den ikke kan være smuk, så lad den i det mindste være sjov) Og egentlig har den vel også forholdsvist fint svungne former.Jeg mener; det kunne være værre ... Og sådan ender det ofte for en æstetiker. Før eller siden løser din kæreste, ægtefælle eller nogen i din familie eller vennekreds "problemet" for dig. Sådan går det i al fald ofte for mig. Hvis ikke Helten i huset (modigt!) havde handlet - havde vi stadig stået og kogt vand i en gryde ... Men konkurrencen er hermed åben! Smid et foto af din el-kedel på bloggen. Findes der mon ligefrem en smuk een? PS: Som billedet afslører er det iøvrigt en æstetiker, der har bygget køkkenbordet af håndlavede, rustikke kakler med brede furer. Charmerende, men meget upraktisk. Især når man spilder hindbær-smoothie ... Nedenunder er der åbne "Ibiza-hylder" i hvidmalet gasbeton. Også charmarende, men helt og aldeles upraktisk ... Fik jeg i øvrigt sagt, at en æstetiker vælger skønhed frem for funktionalitet?