Vil du lære at indrette dit hjem med Feng Shui Baguakortet?

Ranvita la Cour er forfatter til to inspirerende bøger om indretningens psykologi; "ELSK DIT HJEM
fra A til Å" (2010) og "ELSK DIT SOVEVÆRELSE –AT FORANDRE DIT SOVEVÆRELSE KAN
FORANDRE DIT LIV", (2013) Begge bøger er udkommet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

mandag den 24. december 2012

* JULEKALENDER * Sådan får dit hjem både Wauw!-og Uhmmm-faktor

Det, som jeg kalder "Wauv og Uhm-faktor" er endnu et Elsk-Dit-Hjem-redskab, jeg finder rigtig brugbart. 

For når vi er opærksomme på at fylde vores hjem med noget, der både giver en kildende, berusende følelse af Wauv!!! og af noget, der rører os, åbner os og varmer os indeni, så har vi fundet et balancepunkt, der skaber en dynamisk indretning. En indretning, der bringer vores passioner frem i lyset (og livet) og som samtidig skaber en indre fred. Det er det Uhm- og Wauv kan. 

Julen er en tid, hvor vi får masser af både Wauv og Uhm. 
Wauw-faktor i form af strålende pyntede juletræer, guld, glimmer og gaver – og uhm-faktor fordi, vi samles med venner og familie eller hygger os i stearinlysenes skær med en varm plaid, mens snestormen raser udenfor ...

Jeg ønsker dig en smuk og glædelig juleaften – med lige dele Uhm og Wauv!

"Wauv-faktor er det, der ser godt ud. Uhm-faktor er det, der føles godt. I et elskeligt hjem er der en god balance af begge dele. Jeg har endnu ikke set et hjem med ... "

Hør hele kapitlet her ... og lær, hvordan du selv skaber uhm og wauv-faktor:



(Varighed: 6:39)

I min indretningsverden er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert, dårligt eller godt. 

Det handler altid kun om balance. 

Om både at have noget, der visuelt slår dig omkuld i sin skønhed – og samtidig  være omgivet af noget, der føles så rart, at du spinder indvendig som en kat. Og frem for alt, om at være omgivet af det, der er dig.

Hvor har du Uhm-faktor i dit hjem? Og hvor – eller hvad – bidrager med Wauv-faktor i dit hjem? 

Foto fra bogen (fra Ranvitas hjem i Nybrogade/2004)
De bløde tekstiler og puder giver rummet Uhm-faktor, mens lysekronen bidrager med Wauv-faktor.

søndag den 23. december 2012

* JULEKALENDER * Kan et hjem være ærligt?

Dagens kapitel er dedikeret til den nye tid vi går ind i, og som jeg tror kræver en stor portion "ærlighed" af os alle.

Men hvorfor er der egentlig et kapitel om "Ærlighed" i en indretningsbog?

Fordi, du kommer ikke til at føle dig rigtig hjemme i dit hjem, før du bliver meget ærlig overfor både dig selv – og andre. Hvem er du virkelig? (1000-kroner spørgsmålet) – og hvordan bor sådan een, som dig?

"Er dit hjem et sandt billede af den, du er? Ligner det dine forældres i en yngre version, eller har du skabt det stik modsatte af, hvad du kom fra? Er dit hjem som revet ud af ..."

Hør resten her .... (kapitel 95 – ud af i alt 98 kapitler)


(Varighed: 1:57)

Hvilket rum – eller sted – i dit hjem afspejler allermest hvem du er?

Hvordan kan du skabe større overensstemmelse mellem den, du er, og dét du omgiver dig med? Eller mellem det sted, du bor, og måden, du lever på?


Foto fra bogen – hjemme fra Rikke Svendsen alias "Frk. Svendsen" i Vanløse.

 Lige det her foto kom ikke med i bogen, men jeg elsker det fordi det viser, at nogle rå vægge og gamle trækasser, bøger og et par loppefund  kan skabe det hyggeligste hjem, uden at kreditkortet på nogen måde lider overlast. Samtidig er Rikkes hjem meget personligt – hver eneste ting har en historie. Rikke har iøvrigt den skønneste butik i Vanløse: www.frksvendsen.dk

Jeg fik også lov at fotografere Rikke's hjem, da det blev jul. Så her er et par bonusbilleder i anledning af julen:-) Simpel julestemning i det lille køkken:-)

Retro-jul på spisebordet i køkkenet. Den store planche over koens anatomi bidrager pudsigt nok helt fint til julestemningen.


På badeværelset var der næsten Bethlehem-agtig stemning med den eksotiske grangren over spejlet, det levende lys og kamelen.

En mistelten må man ha! Simpel julehygge hos Rikke, hvor misteltenen fungerer som lampeskærm:-)
Alle fotos©Rishi&Ranvita/HappyLiving.dk

lørdag den 22. december 2012

* JULEKALENDER * Kunne skilsmisser mon undgåes, hvis vi havde vores eget værelse?

Masser af julefri-dage og samvær med familien ligger foran os.

Skønt og frydefuldt. 

Og så. Når der er gået nogle dage kravler jeg oppe under lofterne med nerverne på højkant. Så er det, at jeg har brug for at lukke døren til mit eget værelse et par timer, gå en meget lang tur eller sende far og barn i svømmehallen, så jeg har matriklen helt for mig selv.

Hvis du kender det der med at have brug for alene-tid (uanset, hvor dejlig familien er) så lyt med her: 

"Jeg er ovebevist om, at antallet af skilsmisser ville falde drastisk, hvis vi alle sammen havde hver vores værelse. Et værelse, vi kunne indrette, som vi ville, og hvor vi kunne ....."

Lyt mere her ...



Tip til at komme igennem juledagene:

1) Gå en lang tur alene – også selv om du er på besøg hos familien. Det må man godt.

2) Gå ud på badeværelset hver anden time og træk vejret dyyyybt, luk øjnene og vær helt stille i fem minutter. Hvis du har noget smukt og afslappende musik på din ipod/iphone så tag det med ud på das – det kan også give dig fornyet energi. Eller lån gæsteværelset. Prøv det. Du vil blive overrasket over, hvor meget sådanne små åndehuller vil give dig. 

3) Vær modig – meld dit behov ud. "Jeg har brug for at være alene hjemme et par timer; kan det lade sig gøre?"

Eller, du kan jo begynde at overveje, hvordan både du og din partner kan få "eget værelse."

Hvordan skal dit værelse indrettes? – og hvad ville du lave derinde?

Mit værelse i Hellebæk – datter "på besøg":-)
©Foto:Rishi&Ranvita/HappyLiving.dk


fredag den 21. december 2012

* JULEKALENDER * Trænger dit hjem til en space clearing?

Ville du gå i en anden persons underbukser, uden at vaske dem først? Og ville du gå i din egne i månedsvis uden at vaske dem?

Næppe, – men det er faktisk det, du gør, hvis du ikke space clearer dit hjem ...

Vi mennesker udskiller sved, urin og affaldsstoffer døgnet rundt (bare se på en bluse eller et lagen i et mikroskop!) – og derfor vasker vi os selv og vores tøj og vores hjem. Men vi udskiller også konstant følelsesmæssige affaldstoffer, so to speak. Og de lagrer sig også i vores rum på nøjeagtig samme måde, som støvet samler sig i hjørnerne. Vi kan bare ikke se det.

"Hvis vægge kunne tale", siger man – men det kan de netop! De optager som en båndoptager alle følelser og begivenheder og lagrer dem i "murstens-arkivet". Skænderier, skilsmisse, sygdom ..." 

– hør hele kapitlet om space clearing her ... (varighed 8:40)



Det har iøvrigt ikke været nemt at finde et passende kapitel til en så skæbnesvanger mytologisk dag som denne, d. 21.12.2012. 

Skulle jeg vælge "Å" for "Åndehuller", fordi "den nye tid" varsler vigtigheden af pauser for sjælen? – eller skulle jeg vælge "I" for "Indretning med hjertet", fordi vi bevæger os fra informationssamfundet og ind i hjerte-samfundet? Eller hvad med "B" for kapitlet om "Bevidst boligindretning", fordi vi træder ind i tidsalderen for højere bevidsthed? 

Det blev – som hver dag her i julekalenderen – mit aktuelle humør, der bestemte. 

Og da jeg havde tudet to gange inden klokken var 10 på denne så specielle dag (første gang, fordi jeg syntes jeg var helt håbløst skruet sammen, gjorde alting forkert og ikke kunne finde ud af noget som helst, – anden gang, fordi solopgangen i form af en stor orangeglødende ildkugle i horisonten var så ufattelig smuk, at jeg næsten ikke kunne tro mine egne øjne.) Der var, som du kan høre, bølgegang i det indre følelseshav. Hele ugen har jeg også været ekstremt irritabel (og slet ikke så meget i mit hjerte, som man jo ellers netop burde være her op til denne store dag). Og om natten sover jeg pludseligt uroligt og overfladisk. Og selv om jeg ingen julestress har, føles det alligevel som om, der er en centrifugerende energi, der pulserer i meget høj frekvens. Som om "noget løber stærkt" – også når jeg ellers er helt i ro. Phyyyyha! Det er også som om mange følelser kommer op til overfladen (endnu engang) i disse dage. Det føles lidt ligesom en gammel-elev fest, hvor man skal nå at sige hej til alle, inden man igen vinker farvel, velvidende at man aldrig ses igen. Der foregår med andre ord en indre space clearing ...

Og hvis du vil markere energiskiftet eller bare årsskiftet, så er space clearing en genial metode. Kombiner den gerne med en nytårs-rengøring.

PS! 
Heldigvis ringede en god veninde tilfældigvis lige efter kl. 10, og vi havde (as usual) en smuk, dyb og viis samtale, som gjorde at mit humør vendte 180 grader. Resten af dagen har jeg været i mit hjerte og fuld af glæde og følelsen af rigdom på alle planer. Derfor har jeg besluttet at dedikere 2013 til "alle mine veninder". Ikke mindst, fordi jeg tror på, at fællesskabet, både i det små og det store, bliver en væsentlig faktor i den nye tid.

Jeg ønsker dig en helt ualmindelig almindelig magisk 21. december ... og håber, vi ses i morgen! :-)

Billede fra bogen af de blomsterfade jeg altid laver, når jeg vil løfte eller skifte energien i et rum. I dag laver jeg dem lidt anderledes, men princippet er det samme – og de er yderst effektive!


torsdag den 20. december 2012

* JULEKALENDER* Hvad fortæller dine vinduer om dig?

"Hvis du betragter vinduerne som "husets øjne", så svarer dine vinduer – og det, du har stående i dem – altså til at kigge dit hjem i øjnene. 

Ligesom en øjenmake-up fuldstændig kan forandre en kvindes udseende og stil, vil dit hjem også ændre karakter, alt efter hvordan du bruger vinduesarealerne. 

Hvad ser du når nu kigger dit hjem i øjenene? Hvad ser verden og andre mennesker? 

Lad dine vinduesarealer være en metafor for din personlighed. Er du imødekommende, reserveret, romantisk eller minimalistisk? Er vinduespartiet generøst draperet i store smukke silkegardiner, lukket af med kontoragtige perisenner eller dekoreret med romantiske foldegardiner i stof? Og er der ...." (?)

Hvad afslører dine vinduer om dig?

Hør hele kapitlet her – og få konrete tips til, HVAD du stiller op med dine vinduer (og vindueskarme) så "dit hjems øjne" udstråler den du er ...



(Varighed: 5:04 min.)

Hvad skal dit "vindues-nytårsforsæt" være? 

Når nisserne er pakket ned, skal der så ryddes op i potteplanterne og nipset? 

Jeg elsker selv at dekorere det kreative lærred, som et vindue og en vindueskarm er, og savner mine vindueskarme! Vi bor nemlig i moderne arkitektur pt. – uden en eneste vindueskarm, men med vinduespartier der går fra gulv til loft. Så herhjemme nøjes vores datter med at dekorere ... gulvet. Og jeg glæder mig som et lille barn til at få vindueskarme igen, fordi jeg elsker de skiftende udstillinger og små altre, der er så oplagte at lave her.

God fornøjelse med alle dine vinduer.


Foto fra bogen fra Lone la Cours kolonihavehus. Loppefund og indiske figurer fortæller om Lones kreative talent, hang til charme og hendes mange rejser til Indien. I bogen er der også et billede fra smykkedesigner Zarah Voigts vindueskarm, og det er helt anderledes; bla. med strudsefjer og rokoko-lysestager fra hendes far Jean Voigt.

onsdag den 19. december 2012

* JULEKALENDER * Hvad har sex og indretning med hinanden at gøre?

... formentlig en hel del mere, end du lige var klar over:-)

Derfor var det også vigtigt for mig at vie et helt kapitel til emnet i min bog "Elsk dit hjem".

Vidste du f.eks, at bestemte faktorer i dit hjem kan styre dit sexliv?

Hør kapitlet her:



Spørg dig selv: Hvor sexet er dit hjem? Er der steder, der åbner for dine sanser og som giver dig LYST? Er der steder, hvor du kan udfolde din sensualitet i trygge og smukke rammer?

Foto fra bogen©Rishi&Ranvita/HappyLiving.dk
Figuren er fra butikken "Artisanat", Kompagnistræde 17 i København.


tirsdag den 18. december 2012

* JULEKALENDER * Vil du være med til at rydde op?


Her ved afslutningen af et år – og begyndelsen på et nyt – kommer vi ikke udenom at kigge på begrebet "oprydning".

"De fleste af os har lært at rydde op på to måder: Enten ved Trusselmetoden eller Lokkemetoden. Min mor sagde f.eks.: "Hvis du ikke rydder op nu, så ...


Hør hvad min 'onde' mor truede med:-) – lyt til resten af kapitlet her:




Kapitlet handler om alle de forkerte grunde til, at vi rydder op, og hjælper dig til at se de eneste væsentlige grunde, til at rydde op. Som jeg plejer at sige; dit rod er en gave, for når du tager hånd om det, sker der virkelig ting og sager ...

Årsskiftet er en rigtig god anledning til at rydde op – og kapitlet indeholder også 4 helt konkrete råd til dig, der gerne vil i gang.

Billedet i bogen ... er taget hos teaterdirektøren Kirsten Delholm fra Hotel Pro Forma. Hun har det skønneste hjem, som både er privatbolig og arbejdsplads for hendes teatervirksomhed. Derfor er der mange ting; både "papirer" og mapper – men også rekvisitter og samlinger af ting, der inspirerer hende i hendes arbejde. Men der var sirlig orden i det altsammen. Blandt andet fordi, hun havde bygget en hel reolvæg. På billedet er en af hendes assistenter ved at sætte ting på plads. (Min datter påstår iøvrigt, at hendes legetøj "falder ud på gulvet af sig selv." Det skal jeg ikke kunne sige ... men jeg ved tilgengæld, at det (sjovt nok) ikke hopper tilbage på plads af sig selv!) 

Jeg har personligt viet hele januar måned til "Oprydning", og glæder mig til at smide ud og sortere. Er dog smugstartet og træner min smid-ud-muskel ved at smide een ting fra skuret ud hver dag. Det er sååå sjovt – og jeg trækker vejret lidt dybere og føler mig et halvt kilo lettere hver gang. 

På et af mine feng shui forløb husker jeg en kursist som i løbet af kurset smed 15 flyttekasser gammelt lort ud – og samtidig tabte 14 kilo. Vi kunne slet ikke kende hende igen. 

Oprydning er en fantastisk slutning – eller start – på det nye år. Vil du være med?

Til inspiration får du lige et par ekstra billeder fra Kirsten Delholms/Hotel Pro Forma's sted.


Hos Kirsten Delholm er der gjort en (kunsnerisk) dyd ud af nødvendigheden; selv skraldespanden er  blevet costumizet, så den sorte sæk er blevet en hel del skønnere at se på. Hvordan kan du gøre din oprydning sjovere?
Ja, det er en scenografisk sjæl, der står bag dette kontor. Men det beviser blot, at opbevaring af vigtige papirer (og kedelige regnskaber) ikke behøver være hverken grimt eller kedeligt at se på. Her er et nødvendigt onde blevet et helt statement i sig selv. En kinseser ville sætte låger for – men i den daglige arbejdsgang her på kontoret var overblikket og hurtig adgang til enhver mappe et stort ønske og behov. Hvordan kan din reol med kedelige mapper "løftes", så den får et (fill in the blanks:) renere?/smukkere?/sjovere?/enkelt?/kreativt?/tjekket?/elegant?/farverigt? udtryk?


mandag den 17. december 2012

* JULEKALENDER * Hvis du fulgte din intuition, hvad ville du så ændre ved dit hjem?


"Din intuition er guld værd, når du indretter dit hjem. Du kan faktisk slet ikke gøre det uden. Din intuition er det væsentligste værktøj, du har, for selv de bedste eksperter kan kun være vejledere, der peger i en retning – de kan aldrig være fødderne i dine sko. Det er dig, der ....."

... hør resten af kapitlet her – og find ud af, hvad du ville ændre i dit hjem, hvis du virkelig lyttede til din intuition?



I bogen er der ikke noget billede til dette kapitel. Men jeg har valgt at supplere dagens indlæg her med et billede af en stak af mine feng shui bøger, samt en kinesisk kvindefigur. Jeg ser hende som symbolet på vores egen indre feng shui mester. Hun kan minde os om, at vi skal huske at lytte til vores egen indre stemme, fremfor blindt at følge bøgerne.

lørdag den 15. december 2012

* JULEKALENDER * Nærer dine udsigter dig?

"Udsigten er det rene lort. Lige ud til en betonmur og ingen sol." 
Sådan skrev jeg på et postkort hjem til min mor, da jeg som 11-årig var rejst til .....

Citatet fra mit postkort til min mor starter kapitlet "UDSIGT" i min bog "Elsk Dit hjem fra A til Å". Hør resten her – tryk på den rosa Play-knap:




En udsigt er den flig af verden du ser fra dit personlige helle. 


Et afgrænset del af verden. 


Det er derfor, det er så vigtigt, hvad du kigger på. 


Som der står med krøllet skrift i bogen:

"Alt, hvad du spiser bliver en del af dig. Og alt hvad du kigger på, bliver også en del af dig."

For ubevidst bliver dine udsigter lige så stille en del af din definition af verden – for det er jo dét "udklip" du ser, inden du bevæger dig ud i den. 


At have udsigt til "grøn natur" kan være to meget forskellige oplevelser, alt efter om det er en lukket baghave fuld af grønne gevækster eller om det er en åben mark. Begge dele vil være i kategorien "grøn natur" – men i det ene tilfælde med uendelige vidder – i det andet med en overskuelig grænse – og det kan være godt at vide, hvad du trives bedst med. Nogle vil føle sig trygge med en afgrænset have, andre vil føle det klaustrofobisk. Nogle føler det er eksotisk at kigge udover byens tage og tårne og ville få røde knopper af at kigge på åbne marker med græssende køer. Andre har det lige omvendt ...


Hvilke udsigter nærer dig mest?



Min yndlingsudsigt til haven – fra dengang vi boede i Vedbæk. Har en svaghed for gulv til loft vinduer, som giver en fornemmelse af at være ude selvom man er inde. Genialt for inde-fimsere som mig.


Med gardinet trukket for. Elskede skyggespillene på de transparente gardiner.


I Hellebæk året efter var det noget helt andet – nu med udsigt til Øresund og Sverige fra alle villalejlighedens vinduer. Pudsigt nok begyndte vi at tale om at flytte til Sverige. Måske fordi vi blev "hypnotiseret" af udsigten? Efter vi flyttede derfra (og til have-udsigt igen) snakkede vi sjovt nok ikke længere om det ! M.a.o pas på, hvad du kigger på :-) I dag har vi udsigt til en sø – det er en god kombination for mig, da jeg også sætter pris på at være omgivet af en masse grønt.

Hvilken udsigt vil du kigge på i 2013? Er der nogle af dine "udsigter" du er trætte af? 

Udsigter kan jo også være dem, du har indenfor – på dine vægge. Eller udsigten fra dit wc (brug den gerne til inspirerende citater) Eller udsigten fra din seng. Og fra din sofa. F.eks. billeder, der har hængt i årevis og som du end ikke ænser længere – eller som ligefrem holder dig fast i en del af fortiden, som du egentlig er 'færdig' med.  

Hvem er du nu – i dag? Og hvem udvikler du til at blive i 2013? 
Lad alle dine udsigter afspejle dette.

* JULEKALENDER * Derfor er luksus i dit hjem vigtigt (og nej, du behøver ikke skamme dig ...)

"Vi har brug for en lille smule luksus i vores liv, fordi det får os til at føle os værdifulde og velkomne her på jorden ..."

Hør meget mere her – blandt andet om "problemet med luksus" og få inspiration til, hvordan du lukker mere luksus ind i dit hjem – og dit liv:



(Varighed 5:52)


Billedet, der er i bogen, forestiller en morgenmadsbakke i min seng – på mit skønne sengetøj fra Kenzo (som dog led slidt-ud-døden efter mange års tro tjeneste og nu er erstattet af et smukt Designers Guild-sæt, der veksler med det elfenbensfarvede silkesæt).

Husk, at to luksus-sengesæt er bedre end 4 billige! Og du behøver kun to. Et på sengen og et i skabet. Jeg har aldrig haft til saltet til et æg – men jeg har alligevel valgt luksus på nogle få, fundamentale områder i mit liv. So how do you think I feel, når jeg går i seng? Well, ... rich!:-)

Hvad er luksus for dig?

fredag den 14. december 2012

* JULEKALENDER * Skab fornyelse med costumizing

Dagen i dag står i kreativitetens tegn. 

Kunsten at costumize dit hjem er et redskab du kan bruge, både når du vil skabe mere personlighed – og når du vil spare penge (eller af ideologiske årsager foretrækker mindre forbrug).

Når du costumizer ændrer du noget eksisterende – til noget nyt. Du bruger det du har – gør noget andet med det eller tilfører nye elementer – og så har det oprindelige udgangspunkt ændret sig ... til noget nyt.

Inden du smider ting og møbler ud bør du altid overveje; kan jeg ændre på den her ting, så jeg kommer til at kunne lide den (igen)?

Hør mere om fordelene ved at costumize dine møbler (og få ideer) her:



Billedet i bogen viser (meget passende lige nu) lidt af min julepynt – en almindelig legetøjskronhjort med neonpink sløjfe og små krystalvedhæng. Så enkelt – men alligevel noget helt andet end bare "et gummidyr i en vindueskarm", ikke?

Foto©Rishi & Ranvita/Happyliving.dk

Du kan starte med at træne din costumize-muskel ved at begynde med små ting. Og så fortsætte med de større møbler. Billedet herunder er ikke med i bogen, men viser min tantes hus på Christiania. Jeg er vild med den måde, hun har malet møblerne på.

Min tantes stue på Christiania. Farver på stol og bord har givet nyt liv til gamle møbler. Man kan da næsten kun blive i godt humør? Måske kan dit bord få nyt liv, hvis du maler bordbenene i din yndlingsfarve – eller giver dem hjul på?

Sådan costumizer du:
1: Find et møbel eller en ting i sit hjem, som du (ærlig talt) er lidt træt af. 

2: Overvej om – og hvordan – du kunne costumize genstanden? 

Sådan finder du på "hvordan":
Det er en god idé først at overveje, hvad du sådan overordnet godt kan lide af farver, former, motiver. Er du f.eks. vild med Eiffeltårnet som motiv, så kan du costumize din køleskabs front med en poster, der forestiller Eiffeltårnet eller du kan stryge motivet på dine sofapuder eller viskestykker. Er du vild med rokoko-stilen kan du skære benene af dit ikeaspisebord og finde nogle rokokoben og sætte på i stedet – eller du kan affotografere et gammelt maleri og blæse det op på endevæggen som poster eller printe 30 postkort af Marie Antoinette og lime dem fast rundt om rammen på dit spejl. For eksempel. 
Ideerne er uendelige, det vigtige er først at finde ud af hvilke farver, former og motiver, der tilfører noget – simpelthen ene og alene, fordi de tænder dig – uanset hvilken form de (næsten) optræder i. 

Metoden er derfor: 
1) Lav en liste over alle farver, former, motiver, stilarter der gør dig glad i låget – og derefter 2) finde ud af hvilke kedelige/gamle/udtjente møbler, der kunne få nyt liv med nogle af dine helt personlige "favorit-ingredienser".

Tænk – eller spørg dig selv: "Kunne jeg bringe min yndlings-gør-mig-glad-i-låget-farve ind på en eller anden måde? Kan tingen males? Kan jeg tilføre stof, pyntebånd eller blonder? Kan noget skæres af - forlænges, forkortes? Kan den gamle dør bruges som en bordplade eller sengegavl? Kan legetøjet blive til en skulptur? Kan jeg male det ene stoleben i en flot farve? 

Glæder mig til at høre, hvad du finder på! 

torsdag den 13. december 2012

* JULEKALENDER * Sådan gør du dig selv hjemløs!

Et kort – men vigtigt råd, hvis du ikke vil føle dig hjemløs i dit eget hjem, men derimod gerne vil skabe et hjem, du virkelig føler dig hjemme i.

"Hvis vi ønsker at skabe et hjem med sjæl og charme, kan vi ikke bruge   – hør resten her:



(varighed 0:59 sek.)


Billedet i bogen er fra et af mine daværende "altre". Her havde jeg blandt andet en laughing buddha-rystekugle med pink strudsedun (sidstnævnte havde jeg selv limet på for at gøre den lidt mere  ...well, festlig:-) Et lille Eiffeltårn (souvenir hjembragt fra Paris, naturellement ...) og en Indianer-på-hest-figur (fra min kusines legetøjs-samling. Vi har leget sammen med disse figurer 40-something years ago!) Men derudover er jeg vild med indianere, så den lille dumme dims minder mig ikke blot om dette livs barndom, men også om tidligere liv og dele af min sjæl. Den lille indianerfigur symboliserer også "Go-get-it-girl"-energi for mig og var derfor også et symbol på virkeliggørelse af mine fremtidige mål. Det er sådanne forbindelser der får vores hjem til at blive levende for os. Hvor fortid, nutid og fremtid bindes sammen via små personlige og symbolske ting.

En samling af sådanne objekter viser vist med tydelighed, at mit hjem langt fra er en perfekt samling af "tidens trends og tendenser". Idag er tingene udskiftet med andre "personlige relivikier". Mine altre og dimse-samlinger skifter med årene – men fælles for dem er, at det er ting, der stammer fra mit liv og ikke fra et møbelkatalog eller en interiørbutik. 

Du kan selv skabe sjæl og charme ved at gå (lidt) udenom tidens trends og istedet fokusere på disse tre ting:

1: Arvestykker. (prøv at se dem i nyt lys – eller sæt dem sammen med nogle af de nye, trendy ting! Har du ikke arvet noget fra nogen, så gå på loppmarked eller køb antikviteter på nettet.

2: Håndlavede/hjemmelavede ting. Ingen kan lave en papmaché-skulptur som Shane ... øh - jeg mener dit barn eller nevø på 5 år. Eller noget du selv har strikket sammen.

3: Yndlingsting. Lad dine favoritting stå fremme; mine kjoler hænger som kunst på væggen og smukke sæber ligger fremme på kommoden på en stabel af bøger. Og hvem siger, at yndlingsparfumen skal stå i et skab på badeværelset? – stil den på dit skrivebord eller på en gallerihylde i entreen sammen med de to ovennævnte kategorier. Når du omgiver dig med de ting, der er dig, kommer dit hjem til at ose af din personlighed i stedet for af et eller andet møbelhus eller indretningslabel.

God fornøjelse – husk, du kan komme langt med at flytte rundt på det du allerede har :-)

onsdag den 12. december 2012

* JULEKALENDER * Forandring både fryder og foruroliger

På denne unikke dag i verdenshistorien – 12.12.2012 – har jeg valgt kapitlet "Forandring", fordi jeg oplever, at rigtig mange af os går gennem store forandringer i denne tid. 

"Forandring fryder. Siger man. Men forandring kan også forurolige. Og det er netop dette vigtige spændingsfelt, der er gaven i forandringens kunst. Forandringer fryder, når de skaber fornyelse indenfor vores bekvemmelighedszone. Og forandringer foruroliger, når de udfordrer vores bekvemmelighedszoner. Når vi er bange for at ....."

Hør resten af kapitlet her ...

Kapitlet handler selvfølgelig mest om forandringer i dit hjem og din indretning. Men prøv at læg mærke til, at ovenstående 'mekanisme' også gælder, når du indretter dit hjem; at mens det fryder skønt med en ny sofapude, så ville ideen om at lægge lilla eller pink væg-til-væg tæppe måske forurolige og rykke dig ud af din bekvemmelighedszone. Også selv om det måske netop ville være dét, der gav den største effekt, tilfredsstillelse – og forandring af et rum.

Prøv at læg mærke til om – eller hvornår –  du bevæger dig bare lidt ud over din comfortzone, hvad din indretning angår. Og hvis du savner forandring ... ja, så er du næsten nødt til at prøve noget, der liiige føles et nummer større, end det du plejer. 


Ole Palsby inspirerede mig til dette kapitel.
Han forandrede konstant indretningen i sit hjem.

I bogen er der ikke noget foto til dette kapitel – men da det var Ole Palsby der inspirerede mig til kapitlet får du her et par fotos fra hans helt unikke hjem i Ålsgårde. Du kan også høre hans kloge ord citeret i kapitlet. Han flyttede nemlig jævnligt rundt på sine møbler; "De konstante forandringer holder rummene – og mig selv – i live", som han formulerede det.


Ole i sit elskede køkken – iøvrigt uden emhætte; "Jeg vil sgu ku dufte, hvad jeg skal spise i aften
– og hvis har jeg brug for udluftning åbner jeg vinduet!"

Vi 'flyttede ind' et par dage i 2008 for at forevige hans hjem til MAD & BOLIG samt et tysk interørmagasin. Det var vanvittigt inspirerende at tusse rundt i hans rum og hans nærvær flere dage i træk. Ole var interesseret i Zen-filosofi – og så var han ikke bleg for at sige sin mening om hvem-somhelst og hvad-som helst til hvem som helst ... mage til passioneret menneske skal man lede længe efter. Og når han ville understrege sine pointer tegnede han lige et par skitser på køkkenbordet, som var af corian (et mirakelmateriale til køkkener). 

Corian bordplade med to vaske overfor hinanden ...
og skyggen af en Buddha. Ole samlede på antikke Buddhaer.

Noget af det jeg dog fandt allermest genialt var, at han og hans kone havde hver deres halvdel af huset – hun boede i den ene ende – Ole og hans tegnestue i den anden ende. På midten mødtes de i det store pejse-køkken-alrum og i sofastuen med udsigt over Øresund. Han havde selv tegnet huset – og det er da genialt at kunne lave et hus, der passer 100% til de mennesker, der bor der. Med to kunstere under samme tag havde de ganke enkelt brug for at kunne "trække sig tilbage", når de var midt i en kreativ proces – og som Ole sagde; "Når jeg arbejder sent på grund af en deadline nytter det ikke, at jeg vækker Bente, når jeg går i seng klokken 4 om morgenen" Og de nætter nuppede han så sit eget soveværelse, der lå klods op af tegnestuen. Alt i hver eneste krog og ved hver eneste væg var gennemtænkt – og jeg kan kun ærge mig over, at jeg ikke optog hans rundvisning på lyd eller video, for hold da op, hvor lærte jeg meget i de dage. 
Ole forlod desværre Jorden i 2010 – men han lever heldigvis fortsat i mange af vores hjem! Jeg bruger i hvert fald dagligt mine Eva Trio gryder, som jeg har haft i over 15 år.


Geniale hylder i køkkenskabene – med indgang fra siderne,
der gør det lettere at se og at komme til tingene.

Stuen med udsigt over diset Øresund.
Genial beliggenhed øverst på en skrænt – tilbagetrukket fra havet, men med udsigt til havet. Og nej, - der var ikke så ryddeligt til dagligt. Faktisk var han det mest charmerende (og store) rodehoved jeg har mødt. Og jeg fik allernådigst lov til at flytte rundt på alle hans hellige bunker til ære for Mad & Bolig.

Badeværelse med udsigt til himmel og trætoppe.
Skønt at bruse sig under åben himmel – året rundt. Endnu en god idé ...



tirsdag den 11. december 2012

* JULEKALENDER * Flyt rundt – også på de indre møbler


Jeg kan huske en klient jeg engang havde; Hun ønskede hjælp til (blandt andet) at forbedre forholdet til hendes mor og søster, som var meget anstrengt. De ville ikke se hende og det sårede naturligvis min klient. Da jeg gennemgik hendes hjem var det jo oplagt at tjekke bagua-området for "Familie" for at se om områdets energi kunne løftes med feng shui. Og her skete så dét, som ikke sker så ofte: 

Området var perfekt indrettet ifølge feng shui. 

Min klient havde læst en del om feng shui og havde i sin iver for at ændre denne problematik fulgt anvisningerne for Familie-området til punkt og prikke. Der var pænt ryddet op (til trods for det var en større reol der stod i området.) Der var grønne farver. Blomster. Familiebilleder i glas og ramme. Små arvestykker på hylderne. Pænt. Nydeligt. Og helt korrekt i følge den store Feng shui bog. Jeg kunne ikke finde på noget som helst at tilføje eller ændre. Men hvorfor "virkede" det så ikke?
Jeg begyndte at spørge nærmere ind til klientens problematik med sin familie. Og jo mere hun fortalte, jo mere forstod jeg, hvor problemet lå. Det var ikke så meget det hun sagde; det var måden hun sagde det på, der afslørede det hele. Nemlig, at det største problem lå inde i hovedet på min klient. Et hav af overbevisninger (som afslørede sig i hendes sprog) og som skyggede for at se virkeligheden som den (også) var – og for at åbne op for en ægte forandring. Hun gik stædigt og ventede på, at mor og søster skulle begynde at opføre sig sådan som hun syntes de skulle opføre sig overfor hende. 

Dette eksempel viser tydeligt, at det er lige så vigtigt at flytte rundt på "møblerne" indeni, som at flytte rundt på møblerne i stuen, når vi ønsker at forandre noget i vores liv. I feng shui følges de to ting altid ad (hvilket damebladsudgaven dog sjældent når at gøre opmærksom på.) Og hvis du praktiserer feng shui og ikke får de store resultater så er det netop fordi du ikke kombinerer den indre og den ydre feng shui, men (igen) har lagt ansvaret for dit liv over på en anden (person, koncept, whatever ...) Fordi, du stadig håber på en easy way out. Men tro mig – "the only way out is in", som man siger. Det gælder også når vi laver feng shui.

"Indre indretning handler om at bringe lys ind i alle rum og derved fortrænge mørket. Og det kan man altså ikke gøre uden først at flytte sofaen og hive den døde rotte ud og give skeletterne i skabet en ordentlig tur med ......."

Hør hele kapitlet her ...



Varighed 2:58

Hvilke indre møblementer kunne du med fordel rokere lidt om på ...?

Foto©Ranvita la Cour

mandag den 10. december 2012

*JULEKALENDER * Tænd lige lyset, ikk´!

Det er vist på tide at ære lyset. 

Dét lys, som er så godt for os – og som der er så lidt af på denne årstid ...

Hør mere om, hvordan vi ser på lys i bevidst boligindretning –  både helt konkret – og symbolsk – og find ud af, om du har lys nok i dit hjem ....

"I bevidst boligindretning er lys det samme som energi, fordi lys ..."


Varighed: 6:20

Billede fra bogen, kapitlet "Lys", side 100.

De mange lysestager – på billedet i bogen – tilhører Anurag, som er yogalærer på Ibiza. Stagerne og sølvbakken de står på har hun arvet fra sin italienske familie.Vi fotograferede hendes hjem i efteråret 2005 (husker nemlig tydeligt, hvordan jeg løb rundt og stylede med gravid topmave). Der var jo egentlig masser af lys i hendes liv – dels på grund af det hvidkalkede hus som smukt reflekterede den gavmilde Ibiza-sol selv i oktober. Men aftenerne er mørke – og så tændte yogalæreren alle sine lys. 

TIP! Stil flere stager sammen, gerne stager i forskellig højde og lys i flere tykkelser, ligesom Anurag har gjort. Det skaber et levende lyshav i dit hjem. Anurag har her brugt 10 stager – så du kan godt begynde at samle!

Som ekstra backstage-bonus får du lige et par skud mere fra hendes hjem – de luner her i vinterkulden. Man kunne godt drømme sig lidt væk ... f.eks. til Ibiza!

Anurag ved de store åbne døre, der fører ind/ud til Lounge-stuen.

Som en skjult skat ligger Anurags hjem og yogaskole bag lange, lave trapper og porte.

I entreen modtages man af et stort spejl og en divan.
De lette gardiner er et godt modspil til det rustikke loft.
En god portion ild-element giver liv til alt det hvide.
Anurag har selv lavet sofabordet af en gammel stalddør ovenpå nogle indiske parasol-fødder. Den indbyggede loungesofa kan rumme et helt yogahold til after party.
Mange af Anurags møbler har hun arvet fra sin italienske familie.
I soveværelet hænger (endnu) en smuk lysekrone, hvor de knaldrøde krystaller give et frækt pift! 
Ranvita på gæstebadeværelset – med kunst på væggene og en magelig, blød stol.  
Et ydmygt skilt ved vejen til Anurags Yogaskole.
Jeg kan huske, at vi knoklede fra morgen til aften med at indfange skønne billeder af skønne huse – så strandene så vi ikke noget til. Men om aftenen efter arbejdstid kørte vi direkte hen på øens bedste restaurant "La Paloma", som nogle af vores venner driver (a must eat, hvis du kommer til Ibiza) og kastede os over en portion rigtig god mad made with love. Og en dag kommer jeg tilbage ... for at slappe af  – og nyde solen og det helsebringende lys.

søndag den 9. december 2012

*JULEKALENDER* Kan du huske de bedste ting ved dit aller første hjem?

Snestormen fyger over Danmark og det er især på sådan en dag, at livmoder-kvalitet i dit hjem er vigtigere end vigtigst. 

Princippet om Livmoderkvalitet er et af mine kerneprincipper i Elsk Dit Hjem, fordi det er en af de mest afgørende nøgler for, om du trives i dit hjem. For at få livmoderkvalitet i dit hjem er der tre kerne-kvaliteter du skal huske og fokusere på. Kvaliteter – eller "kodeord" som er helt fundamentale – og gældende for ethvert mennske uanset stil og smag – simpelthen fordi, du genkender dem dybt i dine celler. Og uden denne "genkendelse" forbliver dit hjem "et sted" og ikke "et hjem".

"Jeg er overbevist om, at fra det øjeblik vi fødes og forlader den trygge hule i mors mave, vil vi resten af livet forsøge at genskabe følelsen af dette hjem. Eller rettere, forsøge at genfinde de kvaliteter, som kendetegnede vores første hjem. I livmoderen var der ..."

Hør mere her ....


(Varighed 4:56)

Uddrag af audiobogen : "Elsk Dit Hjem fra A - Å"/Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck)
Køb bogen eller audio bogen her: Arnold Busck

lørdag den 8. december 2012

*JULEKALENDER* Glemmer du nogen gange det aller vigtigste i dit hjem?

Vist nok bogens korteste kapitel – men det, som det hele handler om, når det drejer sig om dit hjem.

Husker du det?



Lyt med her (0:56)

Jeg har ikke tid til at skrive mere i dag, for nu er resten af familien ude og fælde juletræ og jeg vil NYDE roen og freden på langs i sofaen og synet af eftermiddagssolen over snelandskabet imens.

For det er jo det, det hele handler om ...

fredag den 7. december 2012

* JULEKALENDER * At flytte er som at blive skilt og gift samtidig

... no wonder it's hard work!

Dagens kapitlet er dedikeret til alle jer, der lige er flyttet – eller er ved at flytte – eller skal flytte i det nye år.

Fem (intet mindre!) af mine veninder har gang i flytteriet for tiden – så det er åbenbart en topmoderne julebeskæftigelse i år ...


Men at flytte er ikke bare at flytte nogle ting fra ét sted til et andet. Det er nærmere ligesom at indgå et nyt partnerskab. Samtidig med, at man forlader den gamle partner ...


"Når vi rykker rødderne op og flytter os kan der let opstå en blandet landhandel af følelser. Det hænder derfor, at vi flytter uden at ....


Hør mere her i kapitlet "Flytning" (varighed 5:56)



Billedet her er fra vores flytning til Hellebæk i 2008/2009. 
Det kom ikke med i bogen dels fordi der ikke var plads (der er over 100 fotos allerede) dels fordi, tja, flyttekasser er jo ikke specielt inspirerende at se på, så det var ikke livsnødvendigt for kapitlets budskab, som handler mere om de psykologiske faktorer ved flytning end blot de praktiske (men jo, også et par fif om det, da!)

Jeg er vild med de hvide flyttekasser fra Espergærde Flytteforretning (når det nu skal være) fordi stakke og stabler af brune kasser virker mere tungt og drænende. Sidst vi flyttede satte jeg lyserøde A4-ark på bagenderne (med indholdsbeskrivelser) – det gjorde dem også mere appetitlige!:-)


©Rishi/HappyLiving.dk/RanvitaHome/Hellebæk

torsdag den 6. december 2012

*JULEKALENDER* Humor er vigtigt i din indretning

"Gud har god humoristisk sans. Hvis du ikke tror mig, så se dig i spejlet!"

Dette er et af mine yndlingscitater fra Neale Donald Walsch (ham der taler med Gud-bøgerne) og citatet indleder kapitlet "HUMOR" i min bog "Elsk dit Hjem fra A til Å".

Humor er vigtigt i vores hjem – ellers bliver boligindretning alt for seriøst og "ender med at gå op i piberøg og PH", som jeg skriver/siger i kapitlet.

Og ih, hvor blev det pænt og nydeligt og korrekt – eller tjekket. 
Men hvor fa'en blev gnisten af?

Julen er jo en genial tid til at "løse lidt op" – og lukke mærkelige ting ind i vores hjem. Som nisser f.eks. Måske endda en havenisse. Brugsen har dem stående i lange rækker og jeg er lige ved at komme til at købe een, selv om den overhovedet ikke vil passe ind ind i min have. Alligevel frister den. For den får mig til at smile. 

"Et smil kan få dig og dit hjem til at mødes," skriver jeg også i kapitlet om humor i indretningen. Og det er så sandt. For når vi smiler, slapper vi af. Og når vi slapper af, er vi os selv. Og det er de to ting, vi skal i et hjem: slappe af og være os selv. 

Lyt med her  – og undersøg hvor mange humoristiske indslag dit hjem har (?)

Tip!
Du behøver ikke lægge hovedet i blød i 8 dage for at lukke humor ind i dit hjem. Twist noget, du allerede har. 

Jeg giver f.eks. kongelige figurer balletskørter eller små nytårshatte på. Eller du kan tillade en trold på skrivebordet, som vist på billedet herunder, der også er i bogen. Vi tog det foto tilbage i 2005, så sidenhen scorede min datter trolden med det lækre, orange hår ...

I dag troner to porcelænshunde på mit skrivebord (du ved, de der hundefigurer som sømandskoner havde stående i vinduet og som signalerede om "manden er hjemme ... eller ude") Mine 'skønne' hunde kan muligvis berretige en skilsmissebegæring fra den anden halvdel af husstanden, hvis det ikke lige var fordi, de står på mit skrivebord ... men jeg elsker dem og hver gang jeg nærmer mig mit skrivebord er det med et grin i maven. En god start på enhver arbejdsopgave! 

Foto©Rishi/Happyliving.dk /RanvitaHome/Nybrogade 2005
Foto©Rishi/Happyliving.dk /RanvitaHome/Hellebæk 2009