En crash landing ...

Et fly kan lande på to måder:

Let og elegant, hvor hjulene rammer jorden som et perfekt kys. Eller meget hårdt og 'bumbende' (hvor man næsten kan høre hjulene kradse afsalten op i landingsbanen)

Sådan landede jeg her i mit nye hjem. 

En crash landing, kunne man kalde det. 

Ja, jeg ville ned på jorden. Og dét kom jeg så.

Den første tid var præget af daglige udfordringer. 

Så viste det sig at kloakken var ulovlig. Så var vandrørene sprunget. Så gik vaskmaskinen i stykker. Så var der fugt (og lugt!) problemer i et af værelserne. Så gav brændeovnen sviende øjne og ondt i halsen …

Til sidst spekulerede jeg på, om der mon ville dukke et lig op, hvis jeg begyndte at grave forårsløg ned i haven …

Det hele var så kaotisk og ubekvemt, at vi i perioder måtte søge husly hos venner og familie. For at trække vejret. Og lade op til næste hold af udfordringer.

MEN. 

Lad det være skåret i granit: Jeg fulgte mit hjerte (som du kunne læse i mit januar-nyhedsbrev) Sagde farvel til den guddommelige havudsigt på strandvejen for at få mere jordforbindelse og mere "simple living" (ja, tak det skal jeg love for)  Og trods startvanskelighederne (eller landingsforholdene, skulle jeg måske sige ...) fortryder jeg ikke et sekund.

Jeg har lært så meget, at jeg næste gang ikke bare lander bedre - men formentlig også undgår et styrt.

Pointen?

Selv om du følger dit hjerte (og tager et kæmpe spring) er det ikke sikkert du bliver kæmpe-meget-mere-lykkelig. Lige med det samme.

Men det er heller ikke så vigtigt. 

For det er stadig et skridt i den rigtige retning. Også selv om det måske ikke var det helt rigtige spring. Og det er værd at huske. 

Især når hjulene kradser på landingsbanen. Eller røgen stadig oser lidt i næsen …

Det kræver mod at lette fra jorden, og kaste sig ud i noget nyt.  Og nogen gange lander man lidt hårdt. Men hellerere det end at sidde i transithallen og vente. Og slumre. Og løse krydsord. Og vente på den perfekte landing.