Sådan spurgte en af webinar-deltagerne mig, til mit seneste webinar "Matcher dit hjem 2014-energierne? Sådan støtter dit hjem dig bedst i 2014".
Og svaret overraskede mig selv, for jeg havde faktisk i samme webinar rådet alle til "at løsne op" og tillade sig selv at rode lidt mere. At slippe ideen om det renskurede, ordentlige og perfekte (fengshui)hjem. At bruge lidt mere tid på at leve og nyde livet, istedet for at føle skyld over bunkerne eller manglerne.
Men. Der er een slags rod, vi ikke må tage med os ind i 2014. Og det er det TUNGE rod. Det store rod. Fordi: Nogle af kodeordene for 2014 er frihed, fleksibilitet og "simplicity" – og hvis vi skal følge de energier, så kan vi ikke have en elefant-kolos slæbende efter os samtidig. Det åbne, spontane, lidt flyvske hjem matcher simpelthen ikke tunge gamle møbler eller en kælder fuld af rod. Så DET rod er livsfarligt at tage med ind i 2014. (Og jeg står for tiden selv på hovedet i storage-rummet, fordi et helt hus – og liv – nu skal minimeres til 70 m2).
Men. Det daglige rod, det aktive rod, det skal du give mere plads til i 2014. Du skal være knivskarp til at skelne og lade være med at dømme andre, fordi deres entré eller stue ser lidt "messy" ud. Der er forskel på mess. Og tro mig, det alvorligste mess er faktisk det, du ikke kan se i folks entre eller stue! Det, der gemmer sig i kasser, kældre og lofter – (eller indre fornægtelser og løgne) – eller i et helt rum bag en lukket dør (dette har jeg faktisk set).
Forleden var jeg i IKEA og det var så sjovt at se, at denne "go loose" tendens også er afspejlet i deres katalog. Se blot soveværelset herover med stakke af bøger, halvt opslået – og endda på gulvet ( i højre side). Denne styling-detalje siger ALT om det kommende år. Det kunne godt være soveværelset hos en moderne Pippi;-) Hvis du har læst min seneste bog, ELSK DIT SOVEVÆRELSE, så ved du godt, at jeg ikke anbefaler et så "komplekst" soveværelse som dette, da så mange bøger virkelig kan spænde ben for en afstressende og dyb nattesøvn. Der er ingen grund til at gå i ekstremer. Men læg mærke til lettelsen over, at tingene (indretningen) ikke altid behøver at være snorlige. Og at du IKKE bliver et bedre menneske af, ikke at rode. (Læs lige den sætning een gang til).
De to andre opslag herunder er også helt i tråd med indholdet i mit webinar. Jeg opfordrede nemlig (bl.a.) til at invitere en "legesyghed" ind i dit hjem. Det afspejler stuen med de mange forskellige lamper så fint. Igen, kunne Pippi godt have haft en finger med i spillet her.
Jeg introducerede også "fællesskabet" som det nye sort – nu vil vi have en "virkelig" udgave af facebook. Facebook har vist os, hvor rart det faktisk er at følge med i hinandens liv. At mærke, at "der er andre" derude. Og det kræver noget andet og nyt af dit hjem. Opslaget herunder viser en lettere "rodet indretning" med masser af siddepladser – og et langbord med plads til både mennesker og kreativ udfoldelse.
Som jeg sagde i "nytårs-webinaret" tilbage i 2011 skulle vi dengang indrette os til en stor grad af tryghed og stabilitet for at komme godt igennem 2011/2012 (fordi livet ville blive turbulent for mange). Men i 2014 skal vi BRUGE vores hjem (Og vi skal i øvrigt også meget mere UD af vores hjem, men det er en anden historie, ja – vi kom vidt omkring i det webinar:-)
Og nej, livet bliver ikke mindre turbulent fremover, men vi kommer til at danse med livet og dets kaos på en ny – og lidt mere konstruktiv måde – fremover.
Jeg ønsker dig masser af legesyg frihed i dine gemakker i 2014!
Og udbringer en skål for det hyggelige rod! (mens vi sender det massive rod afsted på en nytårsraket!)
PS!
Husk, at de fleste kommuner henter storskrald på din gade/vej her i løbet af januar. Don't miss the invitation. For når du er af med alt det tunge rod, så er der plads til at boltre sig med det levende rod.
1 kommentar:
Takker for en motiverende blog! Jeg har en del halvtungt rod, og vil lige høre, om der også er tips om tungere oprydning i din nye bog? :-) ♡
Send en kommentar