Vil du lære at indrette dit hjem med Feng Shui Baguakortet?

Ranvita la Cour er forfatter til to inspirerende bøger om indretningens psykologi; "ELSK DIT HJEM
fra A til Å" (2010) og "ELSK DIT SOVEVÆRELSE –AT FORANDRE DIT SOVEVÆRELSE KAN
FORANDRE DIT LIV", (2013) Begge bøger er udkommet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

lørdag den 1. december 2012

LOVE YOUR HOME *JULEKALENDER* Hvad er frihed i dit hjem for dig?

Hver dag i december får du en bid inspiration fra min bog "Elsk dit hjem".

Jeg har valgt at lægge ud med kapitlet "FRIHED", fordi jeg mener, det er den allervigtigste kvalitet at have i dit hjem. Frihed til at være, den du er, og gøre det, du har lyst til. 

Hvis du endelig har fået dit drømmemøbel, men dårligt tør bruge det, fordi du er bange for det bliver slidt, plettet eller ødelagt, så har du fået en TING til dig hjem – men du har ikke nødvendigvis fået et hjem. For et hjem må være et sted, hvor livet lives og hvor rammerne bruges. Det fine bord vil sandsynligvis få sine ridser og skrammer (og børnenes tuschstreger) – tæppet vil få sine pletter –  og hvad så? Du kan ikke tage det med dig i graven. Så NYD i det mindste livet der udfolder sig omkring det bord (eller i den sofa eller på det fine tæppe ...) 

Husk også, at indretning ofte er kulturelt betinget. Vi gør som "man" gør i vores land, kultur eller omgangskreds. Folk der selv bygger deres hus ender ofte op med en forudsigelig planløsning med f. eks. en lille entré. Men hvem siger det behøver være sådan? Hvis du selv kunne bygge dit eget hus ville du så virkelig vælge en lille aflang entré med en masse døre – eller gør du det bare fordi, sådan plejer et hus at se ud?

Kapitlet her opfordrer dig til at reflektere over, om du lader dig styre af den generelle konsensus – eller af dine egne oprigtige behov.

"FRIHED"

"Dit hjem er det eneste sted i verden, hvor du kan være 100 % dig selv. Prutte, savle, tude, skrige, grine, græde, spise, smaske, slå på tromme og danse nøgen rundt i stuen og udtrykke dine passioner. Med andre ord; et af de få steder i livet, hvor du virkelig har lov til – og skal ..... "

Lyt til resten af kapitlet her:



I bogen har jeg valgt at illustrere kapitlet med et billede fra skønne Eleonoras lejlighed på Sicilien, fordi det så fint viser et hjem, hvori der lever en fri sjæl. Hos Eleonora skriver man digte på væggene og der er personlige fotos, kærestebreve og hjemmesyede kreationer alle vegne. 

Jeg stødte på Eleonora en dag jeg var ude og gå i de små gamle stræder i Siracusa. Hun sad og passede sin lille butik med ting og sager hun selv kreerede. Jeg spottede straks en skøn og kreativ kunstner og fik lov at fotografere hendes hjem; en meget, meget lille lejlighed med havudsigt, som hun delte med sin kæreste (de var for nylig blevet gift og var stadig meget forelskede.) To unge, fattige bohemer der levede på en sten – men havde masser af livskvalitet, fordi de nød livet og hinanden (og god vin og olivenolie)

1 kommentar:

Lene Østerhaab Andersen sagde ...

Ranvita - elsker din bog, som altid ligger fremme på et sted, hvor jeg støder på den flere gange om dagen. Den minder mig om, hvor vigtigt det er at elske mit hjem. Men når man elsker kan man jo slet ikke holde op igen, så der bliver også plads til mere fokus på at elske mig selv, min fantastiske kæreste, mine vidunderlige børn, mit arbejde, mine venner som altid er her for mig, mit netværk, mit liv!
Så kæreste Ranvita - du spreder glæde på mange måder! Jeg er netop stoppet som lønmodtager for at starte min drømmevirksomhed op sammen med min kæreste - hver dag er en glæde. Det føles så dejligt at forholde mig til at gøre alting "rigtigt" og får så meget igen!
Elsker også jul og julekalendere :o) så den gave fra dig gør mig også glad!
Kærlige og lyse hilsner fra Lene Østerhaab Andersen